Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lys efter mørke | film.guide.dk

Anmeldelse af Lys efter mørke

Mexicanske Carlos Reygadas serverer poetisk og potent eksperimentalkunst. Det er formidabelt.

Drama
Lys efter mørke
Frankrig, Tyskland, Mexico, 2012
Instruktion: Carlos Reygadas
2 timer
Premiere i Grand Teatret, Empire, Vester Vov Vov, København, Ishøj Bio, Valby Kino, Øst for Paradis, Aarhus, Biffen i Aalborg, Cafébiografen, Odense, Nicolai Bio, Kolding
 

Den mexicanske instruktør Carlos Reygadas fik på sidste års Cannes Filmfestival folk op af stolene med ”Post Tenebras Lux”, der har fået den danske titel ”Lys efter mørke”. Og det både i overført og bogstavelig forstand, for det ikke alle, der kan sidde stille eller holde sig i sædet, mens øjne og sind udsættes for de tumultariske indtryk, som filmen byder på.

Det er et grundvilkår for den eksperimentalkunst, som Reygadas denne gang har kastet sig over. Han har tidligere lavet film som ”Japón” og ”Stille lys”, sidstnævnte fik han juryens pris for i Cannes 2007, og sidste år modtog han samme sted prisen for bedste instruktion for ”Lys efter mørke”.

Det er hans mest stilistisk grænsesøgende værk til dato. Folk, der leder efter en handlingsmæssig retningslinje, vil nok blive fristet til at kalde filmen for et gadekryds, men den bør altså ses som det, den er, nemlig et fuldblodseksempel på berigende og berusende filmkunst.

Djævlen bryder realismen

Vi skal ikke langt ind i filmen, før en selvlysende rød djævel dukker op og bryder med den indledende, udflydende realisme. De første billeder viser en lille pige (Reygadas’ egen datter) stå på en mark og kigge på køer, mens et uvejr nærmer sig. Det er sjældent smukt og minder om Terrence Malicks hypnotiske billeder i ”The Tree of Life”, men heldigvis befriet for dén films mærkværdige vulgær-religiøse fantasier.

Kun centrum af billedet står skarpt, kanterne er disede. Dermed får publikum nærmest tunnelsyn. En visuel markering af, at den sammenhæng og mening, som en kontekst kan give, altså bliver ophævet her. Og det ér svært at finde hoved og hale i handlingen, selvom der er hale nok hos den røde, computerskabte djævel med horn og hængepenis, der glimtvis vandrer rundt i fortællingen.

Med en værktøjskasse i hånden. Er det redskaber til fortolkningen i dette surreale univers, der gemmer sig der? Har han publikums hoveder i en kasse?

Det er en ekstremt åben tekst, der dog har en vis form for plotmæssig kerne: En moderne, velhavende mexicansk familie bor i et arkitekttegnet hus. Far, mor og to børn i tilsyneladende idyl. Men da en af familiens hunde ikke arter sig, går faderen voldsamok og tæver løs på det stakkels kræ.

Det er ikke første gang, det sker, forstår vi. Parret er på et tidspunkt i swinger-klub i Frankrig. Sex og vold er blandt de drivkræfter, der flytter karaktererne, og ligesom i Triers ”Antichrist” mødes biologi og civilisation i et surrealt sammenstød. Det er både et poetisk og potent drømmeunivers, som Carlos Reygadas har skabt. Og det er helt formidabelt.

Anmeldelse af Heli

08-05-2014: Drama: Dette trøstesløse mexicanske narkodrama rammer smertende rent. Læs artikel

Anmeldelse: Melancholia

18-05-2011: Sort subversiv galde vælter ud af Lars von Trier, der lader verden gå under i ”Melancholia”. Læs artikel

Anmeldelse af Diplomati

15-10-2014: Historisk drama: Hitler havde i 1944 beordret Paris jævnet med jorden inden de allieredes ankomst. Filmen om konfrontationen mellem den tyske kommandant og en svensk diplomat fortæller, hvorfor det ikke gik sådan. Læs artikel

Anmeldelse af Det store stilehæfte – krigsdagbogen

16-04-2014: En seværdig ungarsk historie om et par halvvoksne tvillingedrenge, der klarer sig gennem krigens grusomheder ude på landet ved langsomt at forhærde sig fysisk og mentalt. Læs artikel

Anmeldelse af Paradis - Håb

01-08-2013: Sidste afsnit i Ulrich Seidls Paradis-trilogi har ikke så meget kød på kroppen, som karaktererne har. Men selv en svag Seidl-film er seværdig. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...