Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Inside Llewyn Davis | film.guide.dk

Inside Llewyn Davis: På spanden i Greenwich Village

Filmdrama: Brødrene Coens nye film er en medrivende og vittig menneskeskildring med et tyndt lag af ironisk sympati for hovedpersonen – en folkesanger i New York 1961.

Inside Llewyn Davis

USA, 2013

Instruktion: Joel & Ethan Coen

1 time og 45 minutter

Premiere i København, Lyngby, Gentofte, Albertslund, Rødovre, Aarhus, Aalborg og Odense.


For store forfattere og filminstruktører gælder det, at deres værker hænger sammen. Der improviseres over de samme temaer igen og igen, og har kunstneren format og originalitet, møder vi hver gang et genkendeligt og dog et helt nyt og overrumplende værk.

Sådan også med brødrene Ethan og Joel Coen, der i mine øjne hører til øjeblikkets betydeligste og mest opfindsomme amerikanske filmkunstnere. Altid udfolder de en næsten syret ironi, som ville udarte til kynisme, hvis ikke den var holdt i ave af en underfundig humor og overbærenhed. Begge dele gennemgløder deres film indefra. De er af jødisk afstamning og kender den gammeltestamentlige prædikers ord:

»Menneskene er gode nok, men de har så mange sære ting for.«

Det har de som regel i brødrenes film, ofte rene tåbeligheder, hvis de overhovedet har noget for.

Et skib uden ror

Llewyn Davis har ikke noget for, hvad på en måde også er at have noget for. Lettere resigneret og skødesløs dalrer han gennem tilværelsen som musiker i Greenwich Village, New York. Han kan ikke leve af sin af sin folk music, som han spiller på små tilrøgede samlingssteder. Hans kompagnon har begået selvmord, så han er ensom, sover på gulvet eller på sofaer hos venner eller i venners pigers senge. Han er permanent på spanden og ved ikke, hvad han vil eller ikke vil.

Figuren skal være formet over sangeren Dave van Ronk (1936 – 2002), der faktisk udgav et album, ”Indside Dave van Ronk”, og i optakten fremfører Llewyn stemningsfuldt et af hans numre:

Hang me, oh hang me

I’ll be dead and gone

Wouldn’t mind the hanging

But laying in the grave so long.

Som i et brændpunkt fikserer den hans situation: Han har gjort en pige gravid, eller også er det hendes kæreste. Hun vil derfor ha’ en abort og forlanger, at han både arrangerer og betaler, og hun forlanger det i filmens mest oprevne scene, hvor hun overøser ham med en syndflod af skældsord. Men bliver nogen tilstrækkeligt længe kaldte »et røvhul«, får man en vis forståelse for offeret. Sådan med Llewyn.

Han fortjener det ikke, og langsomt får vi først forbeholden interesse, siden varm sympati for denne forhutlede musiker, der driver om som et skib uden ror.

Sympatien vækkes

Længe fjumrer Llewyn rundt med en kat, som han slet ikke har hold på, men omsorg for. En biltur til Chicago i et forsøg på et engagement, hvor han sagtmodigt indadvendt synger balladen om ”The Death Of Queen Jane”, kikser i en totalt surrealistisk sekvens med en fedladen, syret jazzmusiker, (den uopslidelige, voluminøse John Goodman).

Men der er håb trods alt: På vejen tilbage til New York ser han eftertænksomt et skilt til en by, hvor der bor en pige med et barn, som han ikke vidste, at han var far til, og et rigt ægtepar, kattens ejere, som han har sjoflet groft, tager hjerteligt imod ham.

Elliptisk komposition

Filmen placerer sig midtimellem brødrenes ”O Brother, Where Art Thou?” (2000) og ”A Serious Man” (2009). Som førstnævnte har også ”Inside Llewyn Davis” den legendariske musikproducer T. Bone Burnett, som musikalsk ankermand.

Handlingen er elliptisk komponeret i et markante billedforløb med en gennemtænkt komposition af lys, skygge og mørke, så vi begynder med slutningen og slutter med begyndelsen, men til slut får en forklaring på begyndelsens gåde.

Som sædvanligt hos brødrene er spillet afslappet og drømmesikkert: Oscar Isaacs Llewyn er totalt dækkende og kan faktisk synge, så hjertet røres. Skøn er også pigen, Carey Mulligan.

Vi er i 1961, og bag Llewyn tårner de kommende årtiers stjerne op: Bob Dylan.

Man kan trygt se den film!

"Fargo" – en sand historie

Læs alle filmanmeldelserne i Premium

Anmeldelse af Far from the Madding Crowd

23-04-2015: Thomas Vinterbergs filmatisering af Thomas Hardys roman fra 1874 er ikke fejlfri, men den når glimtvist stormfulde højder. Læs artikel

Anmeldelse: Pomp og pragt mangler dybde

15-05-2013: Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby” er en legesyg glimmerkanon, der alt hurlumhejet til trods dog virker sært bedaget. Læs artikel

Anmeldelse: No Country For Old Men

06-03-2008: Undergang: Plottet i "No country for old men" klarlægges aldrig, men filmen varsler verdens undergang. Læs artikel

Anmeldelse af While We’re Young

28-05-2015: Drama: Et sat par i 40’erne vil være unge med de unge og indlader sig med et par i 20’erne. Det tegner lyst, men mørkner snart. Det ældre par flipper ud i krukkeri, og bekendtskabet udarter til jalousi og forbitrelse. Læs artikel

Anmeldelse af Big Eyes

05-03-2015: Tim Burtons biografiske film om kunstneren Margaret Keane og hendes svindlermand er underholdende, men uden aura. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...