Drama/Komedie
Paris (Paris)
Frankrig, 2008
Instruktion: Cédric Klapisch
2 timer og 3 min.
Premiere i dag i Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus, Café-biografen i Odense og Biffen i Aalborg.
Eller rent som her: ”Paris” (Cédric Klapisch, 2008). Filmtitler, hvor ordet Paris indgår, er der oceaner af. Fascinationen af byen er uendelig, såvel for de stolte fastboende, som for de 30 mio. nysgerrige turister, der årligt passerer forbi.
At bo i Paris kan dog også være en ganske kedsommelig, hjerteskærende og gudsjammerlig hverdagsagtig affære uden den passion for livet, som byen ellers lokker med.
Klapisch’ ”Paris” rammer ned i hjertet af Paris. Ikke som det Paris, de fleste af os tror at kende, når vi forelsket slentrer gennem byen og prøver at udvide lungerne for begærligt at suge drømmen til os.
Parisernes eget helt almindelige liv bliver her skildret i øjenhøjde med forskellige arrondissementer.
Filmen er forglemmelig, men fin som en mosaisk skildring, hvor skæbner væves sammen med en vemodig undertone om livets sårbarhed.
Klapisch’ omdrejningspunkt er hans skæbners hjerter.
Pierre (Romain Dures) har været professionel danser, men får en dødelig hjertesygdom. Han stivner i sin lejlighed og dropper karrieren. Elise (Juliette Binoche), hans søster, arbejder på socialforvaltningen med tilknappet hjerte over for klienter, mænd og sin bror, som hun dog flytter ind til.
Elise tør langsomt op ved sine besøg hos grøntsagsmarkedets ekspedient, som bøvler med et knust hjerte. Pierre bliver voyeur-forelsket i genboen Laetitia (Mélanie Laurent). Hun indleder et forhold med den jævnaldrende Rémy (Joffrey Platel), mens hun samtidig bekræfter ideen om den utro franskmand ved en affære med den ældre professor Roland Verneuil (Fabrice Luchini).
Rolands hjerte er faktisk blevet helt væk, men slår et livstruende slag, da han taber det til den hjerteløse Laeitia. Vi når at møde et par hjertesager mere, inden vi mod slutningen ikke føler et passioneret must om at styrte til Paris, men en decideret lyst til som menneske at passe på hjertet.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



