Anmeldelse: Moneyball

Drama

Moneyball

USA, 2011

Instruktion: Bennett Miller

2 timer 13 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Så tæt på, og alligevel frygtelig langt fra. Det kunne være et mantra for Billy Beane (Brad Pitt), der er sportsdirektør for seriedivisionsholdet, Oakland A's.

Holdet har endnu en gang tabt den vigtige sidste sæsonkamp og bliver nu flået for deres stjernespillere af de mere velbjergede storhold. Så ved sæsonstart 2002 står Billy Beane med et ramponeret hold, der tilsyneladende er rippet for talent.

Sammen med sine talentspejdere sidder Beane tilbage i mødelokalet og vurderer mulige spillerinvesteringer ud fra de gængse betragtninger, men Beane bliver mere og mere sikker på, at hvis hans hold nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at være andet end rugekasse for de store hold, må de genopfinde selve måden at tænke baseball på.

Væk med teorier om sving, kast og godt udseende og frem med helt andre værktøjer.

Hjælp fra statistiker

Dem finder han i den unge, begavede Peter Brand, der aldrig i sit liv har spillet en baseballkamp.

Den fedladne, Yale-nyuddannede knægt (Jonah Hill) angriber sammensætningen af baseballholdet ud fra kølige statistiske beregninger, hvor han på formel mener at kunne forudsige, hvilken kombination af spillere der vil føre The A's til sejr. Og det vel at mærke med spillere, der koster betydelig mindre end de stjerneskud, de ellers havde i kikkerten.

Beane køber Brands teori, men det er der ingen andre, der gør.

Træneren, Art (Philip Seymour Hoffman), stiller sig på bagbenene og er decideret usamarbejdsvillig, men han kan intet stille op mod Beanes vision: Prioriterer Art andre spillere end dem, Beane har udset sig, sælger han dem bare, til der til sidst ikke er anden udvej end at makke ret.

Og da (amerikansk) film som oftest er et opbyggeligt medie, ender det naturligvis med at virke.

Virkelige hændelser

”Moneyball” er baseret på virkelige hændelser, og derfor er spændingspotentialet ikke så stort.

Historien er meget straight fortalt, og instruktør Bennett Miller, der spillefilmdebuterede med det Oscar-belønnede Truman Capote-portræt, ”Capote” i 2005, lader fortællingen udspille sig i alle dens små detaljer.

Formentlig derfor overskrider ”Moneyball” en spilletid på to timer, hvilket i sig selv er en lille forbrydelse, men i dette tilfælde kan det - næsten - undskyldes, da filmen ikke er fyldt med overflødigt flom, men "Moneyball" holder sig til sit emne.

Åbenlys essentielt

I centrum funkler Brad Pitt og Jonah Hill som det umage makkerpar, for hvem det utænkelige lykkedes.

Pitt er fremragende i rollen som det skråtyggende baseballtalent, der aldrig blev en succes på banen eller i sit nu forliste ægteskab og nu kræver sejr på sidelinjen, mens Hill, der ellers mest er kendt som »ham den fede« i kække ungdomsfilm, brillerer med underspillet humor og intelligens.

”Moneyball” er en amerikansk film til benet. Men selv i et land, hvor vi ikke er opflasket med baseballdrømme, rammer den noget åbenlyst essentielt i sin historie om de små, der infiltrerer de store.

Manuskriptet af Aaron Sorkin, der blandt meget andet også skrev ”The Social Network”, er i vanlig særklasse. Her er ingen slinger i valsen, ingen kunstneriske fiksfakserier eller overraskelser, men gedigent, underholdende filmhåndværk.