Anmeldelse: Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

USA, 2007

Instruktion: Andrew Dominik

2 timer 35 minutter

Premiere i dag Dagmar, Palads, CinemaxX og Empire Bio i København samt i fem biografer i resten af landet


Titlen siger det hele, faktisk. Her er en film, der handler om mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford. Hverken mere eller mindre. Plakaten og ikke mindst den altdominerende hovedrolleindehaver, Brad Pitt, skriger storfilm og historisk epos af amerikanske dimensioner.

Amerikanerne elsker, som mange andre folk i øvrigt, at tematisere deres egen fortid, og når det endda er med den usandsynlige folkehelt, USAs første egentlige berømthed, den fredløse plyndrer Jesse James, der i 1870'erne og 1880'erne hærgede USA, bliver der skruet op for historiefortællingen.

Grundig og storslået
”Mordet på Jesse ...” følger James, fra den unge Robert Ford (Casey Affleck) kommer ind i hans bande. Ford nærer en næsten forelsket fascination af sin helt og vil gå gennem ild og vand for at blive en del af James-banden. Men kujoneri, bedrag og mord på kryds og tværs skaber en atmosfære af mistro, og da Robert og hans bror Charley på et tidspunkt bor hos Jesse og er ret sikre på, at han er ude på at slå dem ihjel, kommer Robert ham i forkøbet og skyder ham i ryggen.

Politiet har udlovet en dusør til den, der kan skaffe Amerika af med den lovløse, og Ford forventer at blive modtaget som en landshelt efter sin dåd. Det sker dog absolut ikke, snarere skabes der en folkefjendtlighed mod kujonen, der tog deres helt fra dem, og Ford tvinges til at leve i en uforsonlig stemning som forræder.

”Mordet på Jesse ...” er gennemarbejdet og grundig, og alle historiske fakta er på plads. Den præsenterer storslåede billeder og leder tankerne tilbage til datidens westerns.

Uambitiøs instruktør
I det hele taget har filmen en aura af noget ekstremt gammeldags og konventionelt over sig. Den episke insisteren på egen storhed, den træge fortællestemme og en handling, der på ingen måde kan retfærdiggøres at vare i mere end to og en halv time, gør filmen til lidt af en søvndyssende affære. Den er interessant som historisk dokument, men som film er der intet nyt under solen.

Den forholdsvis uprøvede instruktør Andrew Dominik virker ganske uambitiøs på filmens vegne, og kedelig bliver det ord, der ved afslutningen virker mest definerende for filmen.