Hund og kat imellem:
Kitty Galores hævn
USA, 2010
Instruktion: Brad Peyton
1 time, 22 minutter
Premiere landet over
Det er ikke til at finde hverken hoved eller hale - endsige mening - i Brad Peytons jammerlige, kalorietomme katastrofefilm i 3D. Der må dog gøres et forsøg på at skitsere handlingen.
Den godmodige, trofaste hund Diggs har været kennelhund hele sit liv, indtil den lige så behjertede politimand Shane tog den under sine vinger og tilbød vovsen både kærlighed og karriere i politistyrken. Men ak, kan ikke adlyde de mange ordrer og får derfor sparket.
Heldigvis har et hemmeligt hundeagentforetagende fået øjnene op for Diggs og hans mod, så han rekrutteres til at hjælpe i kampen mod den frygtelige (og frygteligt ulækre) tidligere agentkat Kitty Galore, som har en lumsk plan om at vælte verden ved at lade alle hunde udsætte for en lyd, der gøre dem vanvittige, så deres mennesker er nødt til at skille sig af med dem, og så vil kattene kunne overtage verdensherredømmet.
Heldigvis allierer Diggs og hans andre hundevenner sig med katten Katrin og en dum, dum due. Så skal de nok klare den. Say what?
Så vidt, så skidt, men det bliver værre. For ikke alene er historien så gennemgribende dårlig, alle medvirkende - både mennesker og dyr - hysterisk utroværdige og dialogen fyldt med indlysende banaliteter, filmen er også en visuel kuldsejler. Hvad nytte gør 3D, hvis universet i sig selv er fladere end todimensionelt?
Selvfølgelig er der en morale; nemlig den nuttede, at alle dyr kan være venner, når de bare finder noget slemmere at være sammen mod. Og her er Kitty genial. For grimmere møgdyr skal man lede længe efter. At den ikke har fundet på at skræmme verden fra vid og sans med sit udseende er en gåde.
Chokket over filmens elendighed fortager sig lykkeligvis hurtigt som følge af dens eklatante ligegyldighed. Tilbage er der kun en undren over, hvad talende dyr overhovedet laver på biograflærredet?



