Anmeldelse: Værelse 304

Filmdrama

VÆRELSE 304

Danmark, 2011

Instruktion: Birgitte Stærmose

1 time 28 min.

Premiere i Dagmar i København, BioCity og Café Biografen i Odense, BioCity i Aalborg, Metropol og Øst for Paradis i Aarhus og biografer i Lyngby og Vejle

Det er ikke kun store Hollywood-film, der kan bestå af klicheer fra den ene ende til den anden. Mutte, europæiske kunstfilm kan så sandelig også.

I Birgitte Stærmoses spillefilmsdebut er vi på et anonymt hotel (det siges at være i København, men kunne lige så godt være i Kroatien, som er medproducent), hvor både gæster og ansatte fra mange lande går rundt og er traurige.

Hotelledelsen har sit eget lille trekantsdrama kørende, en ensom spansk stewardesse jagter mænd, den kosovoalbanske opvasker genkender en gammel fjende, og de filippinske stuepiger undrer sig over det meste.

Det hele er overmåde sindrigt konstrueret med flere gennemspilninger af det samme triste døgn, hvor detaljer ses fra forskellige sider, og tilskueren først efterhånden finder ud af, hvilken rolle en pistol på afveje er kommet til at spille. Det er også rigtig lækkert trist fotograferet af den kroatiske fotograf Igor Martinovic, og der er delikat musik af Jocelyn Pook samt en dump, truende lydside À la David Lynch.

Replikkerne klistrer

Ikke mindst bruger en lang række talentfulde skuespillere kræfter på uden ret meget held at få liv i de konstruerede personer. Og trods nogle få glimt af humor og anstrengt selvironi har Kim Fupz Aakeson vel sjældent, om nogensinde, skrevet så lidt mundrette og så dystert symbolklistrede replikker som her.

Man kan fordrive tiden med at beundre dygtigt skuespillerhåndværk hos både Stine Stengade, Mikael Birkkjær, Trine Dyrholm, David Dencik, den spanske stjerne Ariadna Gil, Luan Jaha fra Kosovo og Ksenija Marinkovic fra Kroatien. Men selv de er ude af stand til at få gjort deres figurer til meget mere end marionetdukker i en hul konstruktion.

Vi hæmmede mennesker

For hotellet som symbol er jo nogenlunde lige så gammelt og hårdt prøvet som spillefilmgenren selv. At vi mennesker er fremmedgjorte, liderlige, hæmmede, ensomme, bedrageriske og hævngerrige er vist også en gammel nyhed for de fleste.

Der er formentlig lavet Morten Korch-film med færre floskler i. Forskellen på ægte trivialkunst og selvhøjtidelige stiløvelser er dog, at skaberne i førstnævnte tilfælde som regel godt selv er klar over, at de beskæftiger sig med floskler.