Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kvinden der forsvandt | film.guide.dk

Snydt på den overraskende måde

Filmdrama: David Finchers filmatisering af Gillan Flynns bestseller har et andet toneleje end romanen. Men der er stadig intet, der er, som man tror, i ”Kvinden der forsvandt”.

Kvinden der forsvandt

USA, 2014

Instruktion: David Fincher

2 timer og 25 minutter

Premiere i 82 danske biografer


David Finchers filmatisering af Gillian Flynns bestseller fra 2012 har været længe ventet, og det på trods af at bogen er så ny. Filmproduktion er en langvarig affære, så der blev virkelig smedet, mens jernet var varmt, hos Twentieth Century Fox, der tog den rigtige beslutning, da man hyrede Fincher til at omsætte Flynns sensationelt spændende og sindrigt fortalte roman til film.

Nick og Amy Dunne er det perfekte par. To smukke, succesfulde mennesker i et lykkeligt ægteskab. Men da den økonomiske krise rammer, ryger deres forfatterjobs, og de må skifte lejligheden i New York ud med et hus i midtvesten, hvor hans forældre har hjemme – også for at passe hans kræftsyge mor. Hun er nu død, og faderen er dement og bor på et plejehjem. De kan dog stadig holde skinnet på næsen rent økonomisk.

Amy er rig, fordi hendes forældre har tjent fedt på at skrive børnebøger om ”Amazing Amy”, en fiktiv pastelfarvet forbedring af Amys egen barndom, og de har oprettet en trustfond som en slags tak for inspirationen. Amy har derfor kunnet spytte penge i en bar, som Nick nu forpagter med sin søster. Nick og Amy Dunne er ikke det perfekte par længere.

På deres femårs bryllupsdag forsvinder Amy sporløst. Der er tegn på, at der er begået en forbrydelse, og snart retter mistanken sig mod Nick. Kan han have slået sin kone ihjel? Og i så fald, hvor er liget?

Uhygge og humor

Det er ikke for meget sagt, at ”Kvinden der forsvandt” har en vildt overraskende historie, som derfor er svær at genfortælle uden at afsløre for meget. Men her er mildest talt tale om gods for en instruktør, der har gjort det til sit kendemærke at beskæftige sig med psykologiske illusionsnumre, upålidelige fortællere og dunkle mysterier (”Se7en”, ”The Game”, ”Fight Club”). Netop derfor var forventningerne høje til Finchers fortolkning. Han har i øvrigt altid haft en vis filmisk fascination af psykopaten som dramatisk karakter og har haft forkærlighed for at mind fucke sit publikum og måtte være selvskrevet til netop denne filmatisering.

Med andre ord stiller man beredvilligt op til at blive taget godt og grundigt ved næsen af en af de mest stilsikre filmhåndværkere i dag. Og det gør han, men ikke på den måde, som jeg havde forventet. Han har nemlig fravalgt chokeffekterne til fordel for en langsom uhygge, der ovenikøbet bliver drysset med små skvæt humor. David Fincher tager os i hånden og får os sikkert gennem de oprørte vande, som oplæggets mange plottwists skaber.

Der er ingen tvivl om, at Alfred Hitchcock er en stor inspirationskilde for instruktøren, for mens romanen skaber psykologisk søsyge, duver vi i Finchers udgave på en farlig understrøm af forbudte følelser. Man kan måske savne romanens mere intense suspense, der i det skrevne forlæg i vid udstrækning udspringer af den indre monolog, der i vanvittig grad kører læseren rundt i manegen. Men det er svært at lave det samme cirkusnummer på film.

De mediestyrede realiteter

Spørgsmålet er, om karakterernes, især Amys, psykologi ikke er skåret lige lovligt groft ud i filmen. Det er ikke forfinede pointer om samlivets underfundige dynamikker, der trænger igennem, selv om det ved Gud heller ikke er en gennemsnitlig ægteskabelig krise, vi er vidner til. Til gengæld er filmen en tankevækkende illustration på vores mediestyrede og dermed forestillede virkelighed. Oven i købet er ”Kvinden der forsvandt” et godt eksempel på det, vi som publikum accepterer, når vi ser film. Vi tror på det, der bliver fortalt, på filmens indre logik, fordi vi vil. Også selv om vi måske godt ved, at der er noget, der ikke er helt, som det skal være. På den måde kommer filmatiseringen af Flynns roman også til at fungere som en metafilmisk kommentar.

Og selv om Fincher ikke er kendt for at stille eksistentielle spørgsmål på en subtil måde, formår han at dreje publikum rundt om sin lillefinger på en skræmmende og underholdende facon.

Læs flere af dagens filmanmeldelser i Premiums anmeldelssektion.

Anmeldelse: Gone Baby Gone

05-01-2008: I et slummet kvarter i down town Boston bortføres en dag den lille fire-årige Amanda fra sin mor, Helene, der er både småkriminel, alkoholiker og narkoman. Læs artikel

Anmeldelse af To The Wonder

04-07-2013: Filmdrama: Terrence Malick imponerer med sit billedsprog, der dog tynges af en ualmindelig halvkvædet historie. Læs artikel

Anmeldelse af The Tribe

30-10-2014: Drama: Debuterende ukrainsk prisvinder tager med sin koldblodigt registrerende stil fuldkommen røven på sit publikum med et skræmmende mesterværk. Læs artikel

Anmeldelse af Runner Runner

26-09-2013: Lidt træg historie om en student, der spiller online poker, bliver snydt af websidens ejer, tiltrækkes af ham, men gør op med ham. Læs artikel

Anmeldelse af Operation Argo

08-11-2012: Dramatisk historie om den fantasifulde undsætning af seks amerikanske diplomater under ambassadebesættelsen i Teheran i 1979. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...