Anmeldelse: Nader og Simin - En separation

Drama

Nader og Simin - En separation

(Jodaeiye Nader az Simin)

Iran, 2011 - 2 timer 3 min.

Instruktion: Asghar Farhadi

Premiere i Grand i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense

Så er det, at filmfestivaler og filmpriser giver mening. For det er et realistisk gæt, at dette uforglemmelige iranske hverdagsdrama aldrig ville have nået blot nogle få danske biografer, hvis ikke den ved forårets Berlinale havde ryddet det meste af bordet med både en Guldbjørn for bedste film og kollektive skuespiller-Sølvbjørne til henholdsvis de mandlige og de kvindelige hovedrolleskuespillere.

Klasseskel og kønsroller

Ganske vist spiller lokal religion og kultur da en betydelig rolle for, hvilke valg personerne foretager, og hvordan de omgås hinanden, men åbenbart ikke mindre, end at den virtuose film er sluppet igennem den ellers ofte meget barske iranske filmcensur. I bund og grund er det da også en aldeles almengyldig historie om, hvordan selv små løgne og fortielser kan føre til store konflikter.

Et velstående, yngre ægtepar i Teheran har langt om længe fået udrejsevisum. Konen vil gerne ud i verden, mens manden ikke vil forlade sin gamle far, og da konen i vrede flytter hjem til sin familie, bliver manden alene med såvel deres 10-årige datter som den demente og stærkt plejekrævende far.

I desperation ansætter han en hushjælp, som har sine egne familieproblemer at tumle med. Og da en konfrontation mellem dem ender med en politianklage, begynder alle de hvide løgne, klasseskel og kønsroller at hobe sig op og gribe ind i hinanden.

Farhadis fortættede manuskript og høje fortælletempo gør, at den ganske lange film, der også er årets iranske Oscar-kandidat, slet ikke føles som sådan.

Den uklare sandhed

Tværtimod snor handlingen sig konstant i uforudsigelige retninger og skifter løbende synsvinkel mellem personerne, ligesom man som tilskuer hele tiden bliver klar over, at sandheden muligvis er mere uklar end det, som man ellers var sikker på at have set.

Og der spilles mageløst, ikke blot af de to ægtepar i midten, men også af hele ensemblet fra børn til olding. Foruden at Ashgar Farhadi - lidt ligesom sin norske kollega Joachim Trier i den danmarksaktuelle ”Oslo, 31. august” - formår at fortælle så ubesværet og medrivende, at man skal have analytikerhatten trukket meget langt ned over sjælen for ikke at hæfte sig ved, hvor dygtigt det egentlig er gjort.