Huden jeg bor i

Drama

Huden jeg bor i

Spanien, 2011

Instruktion: Pedro Almodóvar

1 time 57 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Sammen med Luis Buñuel er Pedro Almodóvar Spaniens mest berømmede instruktør. Hans tidlige, postmoderne og legesyge værker var præget af en ungdommelig, normbrydende virilitet og samfundsrevseri.

Senere blev hans tydelige kærlighed for filmhistorien og genrespil mere vægtig end det bizarre, og i 1989 brød han igennem internationalt med ”Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud”, der var tilpas mainstream til, at et bredt publikum kunne sluge hans egenartede stil.

Siden har han været en af Europas helt store auteurs, som både festivaler og kritikere - og publikum - har elsket. Men ikke alt, som han har lavet, har været lige vellykket. Derfor slår ”Huden jeg bor i” desto mere nådeløst benene væk under en. Filmen kryber - med en kliché - helt ind under huden.

Banderas tilbage

Antonio Banderas, der arbejdede sammen med Almodóvar i sine unge dage, inden han blev Hollywoods symbol-flødebolle-latino, vender tilbage til mesterinstruktøren i en rolle, der viser, at han kan spille skuespil med alvor og gennemslagskraft.

Banderas spiller plastikkirurgen Robert Ledgard, der arbejder med at udvikle en ny slags hud, der kan bruges til brandsårsofre. Lige siden hans kone døde i en brandulykke, har han været besat af sit projekt.

Han er gået så langt som til at benytte et menneskeligt forsøgsdyr, kvinden Vera, der lever indespærret i doktorens store hus. Hun går rundt i en tynd nylondragt, der ligner og fungerer som et ekstra stykke hud.

Hun er nøgen, men er det alligevel ikke. Senere viser det sig, at hun på andre områder måske heller ikke er, hvem vi først tror.

Spillet med dobbeltidentiteter og lysten og liderligheden som et både uhyggeligt og dragende minefelt, er kendetegnende for Almodóvars film. Men denne gang er fremstillingen af de afvigende og anderledes underlivsrelaterede udfoldelser holdt i stram snor.

À la Hitchcock

Her er ingen typiske excessiv eller manisk platheds-performance, selvom en voldtægtsscene dog fremstilles mere morsom end uhyggelig.

Den rolige og kølige distance til historien om den gale videnskabsmand gør filmen voldsomt vellykket. At Hitchcock har været en inspirationskilde, er tydelig. Ikke blot på grund af det tematiske sammenfald med ”Vertigo”, hvor James Stewart forsøger at genskabe eller omforme Kim Novak til det, som hun tidligere havde været, men også i formen.

Lige som man tænker, at ”Huden jeg bor i” er en lige vel rolig og enkel film, lader han tingene eksplodere, introducerer nye hovedpersoner halvt inde i filmen og vender op og ned på publikums identifikationsstrategi, ligesom Hitchcock gør det i ”Psycho”. Plottet er selvfølgelig langt ude, og man skal sluge den surrealistiske præmis, for at lade sig henrive hovedkulds. Det synes jeg ikke var noget problem.

Den væmmelige tone, det gotisk inspirerede skyggespil, som karaktererne deltager i, den freudiansk fortættede underlivs-uhygge krydret med smukke, farvemættede billeder og en original fortælling om (køns-)identitet og grotesk kærlighed gør alt sammen ”Huden jeg bor i” til noget af det bedste, som Almodóvar nogensinde har lavet. Hvis ikke dét bedste.