Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Hitchcock | film.guide.dk

Anmeldelse af Hitchcock

Drama: Anthony Hopkins og Helen Mirren inkarnerer en af verdens største filminstruktører og hans hustru til perfektion. Desværre er selve filmen om dem ikke videre interessant.

Hitchcock
USA 2012
Instruktør: Sacha Gervasi
1 time 38 minutter
Premiere torsdag i en række biografer landet over.
 

Få instruktører er så ikoniske og genkendelige som Alfred Hitchcock, der med sin tykke mave, de hængende kinder og et dæmonisk blik i øjnene stadig i dag er en genkendelig figur. Hitchcock har instrueret nogle af filmhistoriens uomtvisteligt allerstørste mesterværker, eksempelvis ”En kvinde skygges” (1958) og ”Menneskejagt” (1959), og foruden en filmografi uden sidestykke ledsages den trivelige lille mand af ikke så lidt af et rygte.

Det er formentlig forklaringen på, at Hitch (»You may call me ”Hitch” – hold the ”cock”,« som det lyder

i filmen) også som privatperson til stadighed er et så yndet emne. Sidste år viste BBC den egenproducerede ”The Girl” (2012), der handler om Hitchcocks

(her spillet af Toby Jones) farlige betagelse af skuespillerinden Tippi Hedren (Sienna Miller), som han brugte i både ”Fuglene” (1963) og ”Marnie” (1964). Og nu altså filmen med den sigende titel ”Hitchcock”.

”Psycho” – underlødig idé

Filmen er baseret på Stephen Rebellos ”Alfred Hitchcock And The Making Of Psycho”. Hitchcock har netop høstet stor applaus for sin seneste film ”Menneskejagt” og er i vildrede over, hvad der skal blive hans næste projekt. Han ligger stor og mægtig i badekarret i sit og hustruen Almas smukke hjem og læser The Times, som han hver dag får fløjet ind fra London. Heri kan han læse, at europæerne allerede er ved at lede efter den nye master of suspense blandt det næste kuld af instruktører. Men hvorfor leder de efter en aftager, når originalen stadig lever, som han retorisk med let læspen spørger sin kone.

Hitchcock har lyst til at lave noget helt nyt, og Alma, som han har været gift med siden 1926, bakker ham op i kærlig erindring om dengang, da de sammen begyndte at lave film, og det hver gang var et sats. Men da han falder over den populærkulturelle kioskbasker ”Psycho” om den perverterede morder Norman Bates, der er inspireret af den virkelige massemorder Ed Gein, tænker selv Alma sit. Er det virkelig billig horror, der er det rette?

Det skal dog vise sig mere end almindelig vanskeligt at sælge ideen om ”Psycho” til de store produktionsselskaber.

Besnæret og martret

Alle kvier sig ved det lidt underlødige emne og den antydede nøgenhed i den berømte brusebadsscene, og det ender med at Hitchcock og hans agent, Lew Wasserman (Michael Stuhlbarg), selv finansierer filmen og kun indgår en distributionsaftale med Paramount.

Da optagelserne går i gang, hjemsøges Hitchcock af tilbagevendende dæmoner. Han oplever en besnærende besættelse af sin leading lady, Janet Leigh (Scarlett Johansson), og føler sig martret af virkelighedens Ed Gein, der helt konkret optræder i filmen som en art fysisk manifestation af Hitchcocks selvlede.

Alma føler sig distanceret fra sin mand og søger tilflugt hos familievennen Whit, som hun hjælper med et manuskript og måske indleder en affære med.

”Hitchcock” rummer, som man kan høre, elementerne til en nervepirrende skildring af den komplekse instruktør. Men i Sacha Gervasis hænder kommer

vi aldrig ind under huden på Hitchcock, og resultatet er en fuldkommen ufarlig og meget lidt gådefuld fortælling. Selv om både Helen Mirren som Alma og Anthony Hopkins i titelrollen spiller forrygende, forbliver deres karakterer overfladiske størrelser, som det er svært at engagere sig i.

Delikat skyldproblematik

Hitchcock rammes bedst med sine levemenneskemanerer med foie gras fra Fauchon og alt for meget alkohol, men Gervasi formår ikke at sætte ord og billeder på den delikate skyldproblematik, der gennemsyrer Hitchcockfiguren, og løsningen med at lade Ed Gein være billedet på hans problemer er decideret klodset.

Den eneste rigtigt interessante historie, filmen formidler, handler om selve filmproduktionen i datidens Hollywood. Hitchcocks gang fra stivnakkede studiefolk, ubønhørlige censorer og diverse pengemænd er meget fascinerende, ligesom det selvfølgelig også er interessant, hvor stor en del af hans arbejde Alma var del i. Men det udfoldes aldrig helt og efterlader ”Hitchcock” som en tam affære. Sikken skam.

Filmografi

Alfred Hitchcock i udvalg

  • Frenzy 1972
  • Marnie 1964
  • Fuglene 1963
  • Psycho 1960
  • Menneskejagt 1959
  • En kvinde skygges 1958
  • Manden der vidste for meget 1956
  • Skjulte øjne 1954
  • Rebet 1948
  • Berygtet 1946
  • En kvinde forsvinder 1938
  • De 39 trin 1935

Nyhed: Forfatter: Min film er latterlig ringe

30-03-2010: Manuskriptforfatter er ualmindelig hård mod film, som netop er udråbt til årtiets dårligste Læs artikel

Anmeldelse: Den anden søster

21-08-2008: Film: Hvorfor i alverden denne film ikke er lavet før, spørger man sig selv? Læs artikel

Anmeldelse af Saving Mr. Banks

13-03-2014: Der er blevet brugt mere end bare en skefuld sukker for at få Disney’s temmelig melodramatiske ”Saving Mr. Banks” til at glide ned. Men når resultatet er så charmerende, som tilfældet er, så tilgiver man gerne de lette kalorier. Læs artikel

Anmeldelse af Hende

26-02-2014: Filmdrama: Spike Jonze er i topform med den Oscar-nominerede ”Hende” om en mand, der forelsker sig i sit intuitive styresystem. Læs artikel

Anmeldelse af The City of Your Final Destination

13-02-2014: James Ivorys seneste og formentlig sidste film er egentlig ikke særligt interessant, men fantastisk skuespil redder den fra at føles alt for tung og teatralsk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...