Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af The City of Your Final Destination | film.guide.dk

Et uforløst drama

James Ivorys seneste og formentlig sidste film er egentlig ikke særligt interessant, men fantastisk skuespil redder den fra at føles alt for tung og teatralsk.

Drama
The City of Your Final Destination

USA, 2009

Instruktør: James Ivory

1 time og 57 minutter

Premiere i Cinemateket


James Ivory har med sine vidunderlige filmatiseringer af litterære klassikere – såsom ”Værelse med udsigt” (1985), ”Howards End” (1992), begge baseret på romaner af E.M. Forster, og ”Resten af dagen” (1993), baseret på en roman af Kazuo Ishiguro) – markeret sig som en instruktør med særlig tæft for det store drama, stærke karakterer og utæmmelige drifter.

Men man kan ikke tale om den højstemte, nu over 80-årige instruktør, der er kendt for sit tætte samarbejde med den indiske producer Ismail Merchant og den indiske manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala, uden også at nævne, at han i sine seneste film, som der bliver længere og længere imellem, er faldet lidt af på den. Således var eksempelvis skilsmissefilmen ”Le Divorce” (2003) helt horribel, og i filmatiseringen af Peter Camerons ”The City of Your Final Destination” kommer Ivory desværre heller ikke op på fordums højder.

Ensidig fascination

Filmen handler om den unge litteraturforsker Omar Razaghi (Omar Metwally), der har svært ved at få lov til at skrive sin afhandling om den afdøde kultforfatter Jules Gund, der kun udgav én roman, men ikke desto mindre er genstand for stor beundring og fortsat undren.

Gunds efterladte bor alle på et fornemt landsted i Uruguay, og ingen af dem har lyst til at kaste forklarende lys over ham. Alligevel får Omars driftige kæreste, Deirdre, ham overtalt til at tage af sted og forsøge at overbevise de efterladte ansigt til ansigt.

Den charmerende Omar ankommer fuld af forventning til et sted, der ser ud, som om det har sovet skønhedssøvn i årtier. Det emmer af kolonistemning, ingen arbejder for livets ophold, og der hersker en sær atmosfære af hemmeligholdelse.

Ikke mindst synes Gunds enke, Caroline (den altid blændende Laura Linney), studs og afvisende. Hun ser bestemt ingen grund til, at Omar er kommet, når han allerede har fået et nej.

Lettere at indynde sig hos er den tidligere elskerinde Arden (Charlotte Gainsbourg), der også er mor til Gunds eneste arving. Også Gunds belevne storebror, Adam (en forrygende Anthony Hopkins), der lever sammen med sin japanske elsker, som han har måttet adoptere for at få med til Uruguay – så han teknisk set er kæreste med sin søn – fascineres af Omars interesse.

Men fascinationen er ikke ensidig. For straks ved ankomsten må Omar sande, at han ikke bare er drevet af akademisk ambition, men langsomt suges ind i familien og ikke mindst Ardens spind.

Tv-agtigt

Der er drama nok i ”The City of Your Final Destination”, der formentlig ville have egnet sig bedre som teaterproduktion end som film.

For der er noget udtalt teatralsk over hele opsætningen, hvilket på film kommer til at virke lidt billigt og tv-agtigt. Dertil kommer, at Ivory aldrig får skovlen under det iboende drama, der får lov til at flagre forladt og uforløst.

Det er heldigt, at skuespillerne er så gode – ellers var der ikke meget at komme efter.

Anmeldelse af Familien

06-02-2014: Et brandvarmt ensemble lader ord og følelser eksplodere i denne dramatiske filmatisering af Tracy Letts’ prisbelønnede teaterstykke. Læs artikel

Anmeldelse af Thor – The Dark World

31-10-2013: Den nordiske mytologi lægger navne, men ikke mere til dette fatancydrama om kampen mellem onde og gode. Læs artikel

Anmeldelse: You Will Meet a Tall Dark Stranger

25-11-2010: Woody Allen er tilbage i London med ”You Will Meet A Tall Dark Stranger”. I centrum er menneskers vildrede og tåbeligheder. Læs artikel

Anmeldelse af While We’re Young

28-05-2015: Drama: Et sat par i 40’erne vil være unge med de unge og indlader sig med et par i 20’erne. Det tegner lyst, men mørkner snart. Det ældre par flipper ud i krukkeri, og bekendtskabet udarter til jalousi og forbitrelse. Læs artikel

Anmeldelse af McFarland

14-05-2015: En socialt derangeret lærer ankommer til en lille, fattig flække, befolket med latinoer. Trods forbehold i begyndelsen bliver han og familien accepteret, især da han sammensætter et succesfuldt hold til terrænløb. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...