Rosa Morena

Rosa Morena

Danmark, 2010

Instruktion: Carlos Augustu de Olivieira

1 time 24 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Madonna har gjort det, Brangelina (Angelina Jolie og Brad Pitt) har gjort det. Nu vil danske Thomas også gøre det. Skaffe sig et barn fra de fattige lande.

Men Thomas (Anders W. Berthelsen) mangler ikke bare et accessory til et ellers overfladebehandlet liv. Han er bøsse og har derfor ingen umiddelbare forhåbninger om selv at producere et barn. Han er også arkitekt, og det har gjort ham til ophavsmand til et indkøbscenter og andre mindre mindeværdige bygninger.

Men Thomas er klar til at forme kød og blod i stedet for stål og beton, han vil gerne give noget til eftertiden, som er meningsfuldt. Det er et barn. Da han ikke kan få lov til at adoptere i Danmark, rejser han til Brasilien, hvor hans gamle ven Jakob (en altid formidabel David Dencik) bor, og snart er han i gang med at undersøge, om han kan købe et barn.

Det er ikke bare en moralsk anløben affære, han har gang i, det er også en farlig mission.

Sårbare karakterer

”Rosa Morena” bevæger sig elegant rundt i det minefelt af misforståelser og etiske dilemmaer, som Thomas' projekt medfører. Er han påvirket så meget af den vestlige godhedsindustri, at han ikke kan se, at hans barnekøb er udtryk for egoistisk trang til familieforøgelse, i lige så høj grad som det er en god gerning?

Selvom man godt kunne ønske sig, at Thomas' naivitet til tider var mere desperat, så er filmens force den skrøbelighed, hvormed den fortæller sin historie. Lige som sine karakterer er også filmen sårbar, en smule ufokuseret og vaklende. Det er tiltalende. Havde den bare været en tand mere prædikende, var den faldet fladt til jorden.

Perfekt afstemt

”Rosa Morena” foregår i Brasilien, langt de fleste skuespillere er herfra, ligesom også filmholdet med instruktøren i spidsen er brasilianer. Alligevel er det en umiskendelig dansk film.

Den simple udviklingshistorie, den nære fortælling om familieproblematikker, de håndfaste, realistiske spørgsmål, der stilles til det moderne liv, er så kendetegnende for dansk film, at det halve kan være nok. Her er det lige tilstrækkeligt.

Blandingsforholdet mellem det langmodige danske og det eksotiske brasilianske er perfekt afstemt, i modsætning til Anders W. Berthelsens seneste eventyr i Sydamerika, Ole Christian Madsens hysteriske ”SuperClásico”.

Man har dog på fornemmelsen, at Berthelsen holder lidt igen i sit spil. Det kunne være interessant at se ham lukke endnu mere op, grave endnu dybere, så han smider lidt mere af sit godmodige, altid sympatiske vemod. På den måde, kan man godt fornemme, at det er den Super16-uddannede instruktørs første spillefilm.