Ekko

EKKO

Danmark 2007

Instruktion:

Anders Morgenthaler

1 time, 20 minutter


En mand og hans lille søn i et stort sommerhus. Manden har tydeligvis hemmeligheder, men det har sommerhuset også.

Til at begynde med bekræfter Anders Morgenthalers første film med levende skuespillere indtrykket fra animations-debuten ”Princess”. Han er åbenlyst en begavet instruktør med meget på hjerte og godt greb om genrerne.

Det tvetydige forhold mellem far og søn er smukt og skæbnesvangert skildret. Faren er på én gang fuld af kærlighed til barnet, og en mand helt ude på kanten af fornuft, alt imens sønnen nok elsker sin far, men også bliver mere og mere påvirket af isolationen og uvisheden.

Og så er der sommerhuset. Som var det en - det er positivt ment - ultra-lavbudgetudgave af Stanley Kubricks ”Ondskabens Hotel” kommer bygningen og omgivelserne til at spille aktivt med i historien, efterhånden som alle farens såvel nutidige som fortidige dæmoner slipper løs.

En sjælden gyser

Så langt har Morgenthaler med minimale - og ublodige - midler simpelthen skabt en virtuost uhyggelig film, endda i en så herhjemme sjælden genre som den psykologiske gyser. Hans Fabian Wullenwebers ”Cecilie” fra i sommer er nærmest den eneste anden på denne side af Ole Bornedals ”Nattevagten”.

Den lille Louie spilles med stor overbevisning af Villads Milthers Fritsche. Og som faren får Kim Bodnia langt om længe igen lejlighed til at trække på hele sit register fra ømhed over jovialitet til psykopati, som ikke for alvor set i biografen siden Nicolas Winding Refns ”Bleeder”.

Seriøst comeback

Men hvor ”Ekko” altså begynder som et begavet genrestykke, samt et længe ventet seriøst comeback på film til en af de stærkeste skuespillere, vi har, så går det i betragtelig grad galt omkring midten. Stine Fischer Christensen kæmper løs med en sær figur som vild lokal pige, flere og flere løse ender begynder at stritte, lommepsykologien og hvad der mest ligner billigt Stephen King-effektjageri begynder at tage over, og da der er svenske penge i filmen, roder stjernen Peter Stormare også lidt rundt i en miniaturerolle.

Man ender altså med første halvdel af en virkelig medrivende og personligt turneret film, som derefter - ikke ulig ”Princess” - kører mere eller mindre af sporet i banaliteter og ballade. Forhåbentlig bliver Morgenthalers tredje film dén, hvor han får skrevet eller skaffet sig et lige så helstøbt manuskript, som hans talent har fortjent.

jakob.levinsen@jp.dk