Lymelife

Drama

Lymelife

USA, 2008

Instruktion: Derick Martini

1 time 33 min.

Premiere i Gloria og Vester Vov Vov, København

Der synes at være et umætteligt marked blandt voksne amerikanske biografgængere for film, der i tragikomisk tonefald skildrer, hvor rædselsfuldt der er blandt de neurotiske bedsteborgere i villakvarterne. Ang Lees ”The Ice Storm” og Sam Mendes' ”American Beauty” er hovedværker inden for genren.

Men Derick Martini, hvis instruktørdebut ”Lymelife” selveste Martin Scorsese har skudt penge i, kan nu også godt være med. Om end man for hans egen skyld ikke håber, at den er alt for selvbiografisk.

Denne gang er vi på Long Island ved New York i foråret 1982. Hovedsagelig gennem den 15-årige Scotts øjne følger vi hans egen og den lidt ældre pige Adriannas familier med alt, hvad dertil hører af overgearede mødre og utro eller indebrændte fædre.

Ømhed og ondskab

Oven i købet hærger der - skoven ligger lige udenfor - en bølge af giftige skovflåt-angreb, som bidrager til at højne paranoiaen yderligere. Den idé forsvinder dog - ligesom Scotts marinesoldat-storebror - stort set ud af filmen undervejs, så det mere og mere blot bliver klassiske familieopgør med børnene som de første ofre, man ser.

Det er der ikke de store overraskelser i. Og når én af fædrene jævnligt strejfer rundt med sin riffel, skal den såmænd også nok blive affyret inden rulleteksterne.

Men navnlig de hårdt prøvede store børns usikkerhed og forsøg på frigørelse er skildret med fin ømhed og såvel underfundig som mere robust humor. Rory Culkin og Emma Roberts er hver på sin måde elskelige som Scott og Adrianna, samtidig med at filmen udmærket ved, hvor megen ondskab og vold der også kan trives blandt teenagere.

Hvem skyder hvem?

Problemet er snarere, at de fire forældre er skildret så gennemført selvoptagne, at man efterhånden bliver ligeglad med, hvem der forlader eller skyder hvem.

De ægteskabelige opgør lyder med alle deres skingre klichéer som Bergman på helium, og hvor Alec Baldwin og Timothy Hutton med stor professionalisme dog får givet de to fædre en vis tyngde og menneskelighed, kan Jill Hennessy og Cynthia Nixon ikke stille meget op med de hysteriske mødre.

Dermed bliver det også svært at tro på, at disse par nogensinde skal have følt noget videre for hinanden. Ligesom man ret hurtigt ønsker for børnene, at de bare får sørget for at komme væk i en fart, men ikke tvivler alverden på, at det nok skal gå.

Og midt i humoren og den lejlighedsvise følsomhed ligger der også en småforbitret, klichéfyldt forestilling om den amerikanske drøms bagside.

Den kan der vist efterhånden ikke være mange, der er i tvivl om eksistensen af, og i virkeligheden ville det være nok så nyskabende med en film, hvor drømmen faktisk lykkes uforbeholdent og uden problemer.

Se trailer for filmen her.