Righteous Kill

kriminalfilm

RIGHTEOUS KILL

USA 2008 Instruktion: Jon Avnet

1 time 41 min.

Premiere i dag i Metropol og Cinemaxx i København, Kinopalæet i Lyngby, Gentofte Kino samt BioCity i Tåstrup, Århus, Aalborg og Odense

Kommer man til denne film uden nogen forudsætninger, er det en meget ordinær, klichéfyldt og særdeles gennemskuelig kriminalhistorie fra New York. En seriemorder afliver forbrydere, som retssystemet ikke kan få ram på, og to garvede politimænd finder efterhånden kraftige antydninger af, at morderen skal søges i deres egne rækker.

Sagens rette sammenhæng vil næppe komme som en overraskelse for ret mange i biografen. Når sådan et halvbagt rutineprodukt kommer hertil med en vis opmærksomhed, skyldes det da også kun skuespillerne.

Det er nemlig første gang nogensinde, de snart 70årige legender Robert De Niro og Al Pacino spiller sammen for alvor. I Michael Manns eminente krimi ”Heat” fra 1995 sås de, uanset at de spillede hovedrollerne, således kun sammen i ganske få klip.

På automatpilot
En bedre film end ”Righteous Kill”, ikke mindst med en mindre ubehjælpsom dialog, havde muligvis inspireret dem mere. Her er det mest slående, hvor lidt kemi der i hvert fald ved denne lejlighed faktisk er imellem dem, og det kan selv nok så meget billedlir og halvhysterisk klipning ikke dække over.

Pacino spiller forslagen og småmanisk på automatpilot, mens De Niro som den indebrændt hidsige af de to det meste af filmen ser ud, som om nogen har glemt at tænde for strømmen.

Det viser sig ganske vist at ligne en slags pointe, da det, der skal forestille plottets store overraskelse, sætter ind til slut, men tæller i det samlede regnskab højst som en halv arbejdssejr for den mægtige metodeskuespiller.

Tvivlsomt kvindesyn
Filmens tvivlsomme kvindesyn og overfladiske flirt med selvtægtsspørgsmål og katolsk farvede moraldiskussioner gør det ikke spor bedre. Ej heller, at gode birolleskuespillere som John Leguizamo og Brian Dennehy bruges til absolut ingenting, mens den tidligere narkohandler, nu rapstjerne, 50 Cent giver den som - næh, hvor overraskende - narkobagmand i Harlem.

Man kan se mere overbevisende produceret, velspillet og generelt begavet storbykrimi snart sagt hver eneste aften på én eller anden tv-kanal. I stedet for som her et par temmelig trætte gamle hanelefanter, som har ladet sig overtale til at tage den første og vel nok også sidste tur i manegen sammen.