Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Timbuktu | film.guide.dk

Anmeldelse af Timbuktu

Filmdrama: Timbuktu er en by syd for Sahara. Her udspilles denne film, der handler om en immigreret kvæghyrdes tragedie og om muslimske fundamentalisters terror og blinde had til jævne menneskers daglige liv.

Timbuktu

Frankrig, Mauretanien, 1014

Instruktion: Abderrahmane Sissako

1 time og 37 minutter

Premiere i 17 danske biografer


Timbuktu er noget særligt: En by i Saharas sydlige udkant nær ved den store Niger-flod, der har betinget dens driftige samkvem med områder til alle sider.

Det skal være en by af sjælden original skønhed med fantastiske moskéer, flere berømte for både en egenartet arkitektur og som lærdomscentre for muslimsk teologi. I første halvdel af 1500-tallet fik byen mytologisk ry for svimlende rigdomme, et afrikansk eldorado.

I de seneste år er den blevet delvist ødelagt af muslimske jihadisters skånselsløse hærgen. De anser kulturaktivitet for afgudsdyrkelse og synd. Ikke kun går det ud over den kulturelle tradition, også befolkningen mishandles grusomt af fundamentalisternes terror. Herom handler filmen ”Timbuktu”, der beretter om tre grupperinger og deres indbyrdes spændinger.

Et vådeskud

Central i handlingen er Kidane, der sammen med sin (smukke, besindige) kone, en 12-årig datter, der er sin fars ét og alt, og en forældreløs dreng på otte, bor i et ørkentelt uden for byen. De er flygtninge fra Libyen og lever af deres kvæg, syv-otte stykker, der vogtes af drengen, en uoverkommelig opgave.

Da hjorden en morgen skal vandes, vikler en af køerne sig ind i en fiskers garn. Han har advaret flere gange og sender med et mesterkast et spyd i halsen på koen, der dejser om og dør. Sekvensen hører til filmens smukkeste med et lys som ørkenens krystallinske klarhed.

Kidane bliver rasende og oplever situationen som endnu en ydmygelse – han er jo flygtning – og kommer i slagsmål med fiskeren. Hans pistol går af ved et uheld, og fiskeren dejser død om i floden. Af den jihadistiske besættelsesmagt, der følger shariaen slavisk, idømmes Kidane en bod, som han umuligt kan betale, så alternativet er henrettelse.

Den enfoldige mands gudstro er den rene fatalisme, så han affinder sig med sin skæbne, men taler i sagte fortvivlelse for den iskolde dommers døve øre om sin kærlighed til datteren. Dommen er vanvittig, men filmen holder en afbalanceret dialektik, for Kidane kunne have undgået katastrofen, hvis han havde lyttet til sin kloge kone, der advarede ham mod at tage pistolen med.

Uhyrlige overgreb

I kreds om denne historie udfoldes en række eksempler på jihadisternes stupide, hykleriske og brutale fremfærd: De forbyder musik og sang og vil arrestere enhver musiker og sanger, men lader være, hvis sangen er en hyldest til Allah. Er den det ikke, piskes den skyldige nådesløst. Helt grotesk tvinges en fiskekone til at bære handsker under ekspeditionerne. Jihadisterne forbyder fodbold, men skændes selv om deres yndlingsklubber og smøger den i smug.

I en af filmens mest yndefulde scener spiller byens drenge dansende og rytmisk – uden bold!

Jihadisterne beskylder et par for hor, begraver dem i sand til halsen og stener dem. Som modvægt til deres afstumpede adfærd indsætter filmen en gammel imam, en sagtmodig, skønsom vismand, der sidder i moskéen og belærer dem myndigt om deres forbrydelser.

Fremmed – og velkendt

En smuk film med afklarede, forfriskende farver og lange, dvælende optagelser, men også fremmedartet i miljø- og persontegning. Og så på en måde velkendt, for hvad er egentlig forskellen på jihadisterne og den vilde bande, vi til trivialitet har set lamme en westernby med skræk og hærge den og bønderne udenfor i pervers hensynsløshed. Forskellen er kun, at i en western får forbryderne deres bekomst før eller siden. I ”Timbuktu” er det ikke til at se en ende på jihadisternes rædsler.

Derfor er det ren idioti, når pressematerialet betoner dens »håb om humanisme og menneskekærlighed« og forsikrer, at der ikke er noget med ”os” og ”dem”.

Det er der i høj grad: ”Os”, jævne mennesker, der passer den daglige dont, modsat ”dem”, jihadisterne, der blindt hader det gode liv.

Anmeldelse: Om guder og mænd

06-04-2011: Det er traditionen fra et par store katolske forgængere i fransk film, som instruktøren Xavier Beauvois har skelet til med ”Om guder og mænd”. Den oprigtige menneskelighed og inderlige troskamp er betagende og bevægende. Læs artikel

Anmeldelse: De kaldte hende Sarah

24-03-2011: ”De kaldte hende Sarah” er hverken en nogen rigtig god eller rigtig dårlig film. Den kører hårdt på følelserne, men bliver for melodramatisk, da den mod slutningen har travlt med alle de raslende skeletter. Læs artikel

Anmeldelse: London River

24-06-2010: Filmisk refleksion over terrorangrebet i London i 2005 er en lille og forudsigelig, men også stærk oplevelse. Læs artikel

Anmeldelse af Jimmy’s Hall

13-05-2015: Ken Loach afrunder sit filmiske liv med en traditionel og smuk hyldest til humanismen. Læs artikel

Anmeldelse af Samba

16-04-2015: Instruktørerne bag ”De urørlige” farer vild i både komik og drama. Omar Sy og Charlotte Gainsbourg fungerer kun som et lille plaster på såret. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...