Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Woody Allen – A documentary | film.guide.dk

Anmeldelse af Woody Allen – A documentary

I en alsidig, underholdende skildring af Woody Allens liv og kunst møder vi, foruden en meget meddelsom hovedperson, en række af de familiemedlemmer, skuespillere og andre, der har samarbejdet med ham.

Dokumentarfilm
Woody Allen – A documentary
USA 2012.
Instruktion: Robert B. Weide.
1 time 53 minutter.

Han blev født i en jødisk familie den 1. december 1935 i Brooklyn som Allan Stewart Konigsberg, men det kan jo ingen komiker eller filmkunstner hedde, så han ændrede navn til Woody Allen og blev en original og superkreativ skuespiller og filminstruktør. Mens vi venter på hans film nummer 43, ”To Rome With Love”, kan vi fornøje os med ”Woody Allen: A Documentary”, som er ren fornøjelse.

Først hans barndom. Han hadede skolen, hvor han blev mobbet, men fik som teenager job som leverandør af vittigheder til et New York-blad. Omtrent samtidig opdagede han, at tykke sorte brillestel passer til ham, og har ikke gået med andet siden.

Et sympatisk portræt

Siden blev han en slags standup-comedian, men brød sig ikke om at optræde. Han besluttede for fremtiden at insistere på fuld kontrol over alle led i en films tilblivelse, og derved er det blevet.

Filmen her er på knap to timer, redigeret ud af en produktion på over tre. Alligevel tegner den et alsidigt, klogt, sympatisk portræt af filmkunstneren.

Woody Allen viser sit skrivebord med en gammel Olympia-skrivemaskine, som han har hamret gennem alle årene, og han fortæller, hvordan han skriver, klipper fra og hæfter sammen og har stakkevis af noter med ideer til film liggende hulter til bulter i en skuffe.

Portrættet stykkes sammen af interviews med hans mor, hans søster og mange af hans skuespillere, f.eks. Scarlet Johansson, Penelope Cruz, Sean Penn, Naomi Watts og Martin Landau. Alle som én er de begejstrede for hans instruktion: Han er afslappet og lader dem gøre, som de kan bedst.

Førstepladsen indtager naturligvis Diane Keaton, der har medvirket i otte af hans film, og med hvem han havde en kortvarig romance, der har udviklet sig til et nært venskab. Også hans støtte og producent gennem mange år, Charles H, Joffe, der døde i 2008, har indsigtsfulde, underfundige, ikke altid lige bifaldende bemærkninger.

Kloge, kun anerkendende, men informative kommentarer kommer der fra mesterfotografen Gordon Wills:

»At arbejde for Woody Allen er som at gå rundt med hænderne i lommen,« erklærer han, der har stået bag kameraet i syv-otte af hans film.

New York, New York

Det langvarige forhold til Mia Farrow, der udviklede sig til en offentlig skandale, som nær havde taget pippet fra Woody Allen, men aldrig influerede på koncentrationen i hans arbejde, nævnes redeligt, men med diskretion. Med til billedet hører, at ingen som Woody Allen har haft blik for alsidigheden og autenticiteten i Mia Farrows talent, og at han taler anerkendende om hende. Ser man, hvor kikset hun er i ”Den store Gatsby” (1974), og hvor suverænt hun udvikler sig i det dusin film, som hun derefter indspillede med ham, er hendes udvikling nærmest mirakuløs. Hvad Ingmar Bergman var for Liv Ullmann, har Woody Allen været for Mia Farrow.

Hans største fortjeneste er, at han har formået at give sit elskede New York et smittende liv på lærredet, så byens puls strømmer gennem tilskueren.

Anmeldelse af Justin Bieber’s Believe

20-12-2013: Der er tilsyneladende ingen sprækker i historien om Justin Bieber, og det kommer der en vanvittigt kedelig filmoplevelse ud af. Læs artikel

Nyhed: Instruktør: Mine film bliver glemt

10-05-2011: Woody Allen mener ikke, at hans film vil blive husket fremover. Læs artikel

Anmeldelse: Michael Jackson's This Is It

28-10-2009: Ukritisk og filmisk doven dokumentarfilm hylder kongen af pop. Læs artikel

Anmeldelse af One Direction - This Is Us

28-08-2013: One Direction-fans skal nok storme ind til dokufejring af idolernes kæmpesucces, men som uindviet kan man ikke undgå at blive smittet af charmen. Læs artikel

Anmeldelse af Hitchcock

20-02-2013: Drama: Anthony Hopkins og Helen Mirren inkarnerer en af verdens største filminstruktører og hans hustru til perfektion. Desværre er selve filmen om dem ikke videre interessant. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...