Anmeldelse: Pina

Dans

Pina

Tyskland, Frankrig og England, 2011

Instruktion: Wim Wenders

106 minutter

Premiere i dag i Empire, Grand Teatret og CinemaxX i København samt i Gentofte Kino, CinemaxX i Odense og Aarhus og i Biffen i Aalborg

Den tyske instruktørveteran Wim Wenders havde i flere år talt med sin veninde, landsmanden og en af verdens absolut førende moderne dansere og koreografer, Pina Bausch, om at lave en film sammen. Projektet var netop blevet søsat, da Pina i 2009 helt uventet pludselig døde af udiagnosticeret kræft, der var så fremskreden, at den ikke stod til at standse, og det, der skulle have været en film med Pina, blev nu til en anderledes hyldestfilm til legenden.

Hovedkraften

Fra 1972 og til sin død stod Pina Bausch, der i filmen konsekvent omtales ved fornavn, i spidsen for det internationalt anerkendte Tanztheater Wuppertal, hvor hun var hovedkraften bag et originalt repertoire af numre, inkluderende blandt mange andre det særprægede ”Café Müller” fra 1978. Ud over at være en fremragende danser og koreograf besad Pina også åbenlyst en sjælden, menneskelig kapacitet, der inspirerede og påvirkede alle omkring hende.

Således har Wim Wenders klogeligt allieret sig med det væld af dansere, der stod tilbage efter Pinas død, og som - alle som en - har de smukkeste ting at sige om deres mentor og veninde. Sammen fletter de med ord og bevægelser et musikalsk og stemningsmættet portræt af et både menneskeligt og kunstnerisk unikum. Wenders lader deres udsagn stå ukommenteret, hvilket i filmisk henseende er fuldt forsvarligt, men kender man ikke til Pina Bausch i forvejen, kan man savne en smule indføring i hendes verden. Desuden giver de mange upræsenterede talking heads filmen et lidt altmodisch præg.

Film i 3D-format

Wenders har valgt at lave filmen i det retfærdigvis ofte udskældte 3D-format, og for en gangs skyld giver det mening. Den tredje dimension suger os ind i lærredet, der transformeres fra flade til rum og giver danserne krop og fylde. Det er i dansene, at filmen lever; de for sig forklarer faktisk allerbedst, hvad Pina stod for.