Anmeldelse: YSL: L'Amour Fou

Dokumentar

YSL: L'Amour Fou

Frankrig, 2010

Instruktion: Pierre Thoretton

1 time 30 min.

Premiere i dag i Vester Vov Vov i København, Gentofte Kino, Haslev Bio, Café-Biografen i Odense, Nicolai Bio i Kolding, Biffen i Aalborg og Øst for Paradis i Århus

Hold da op for en indledning. En aldrende voksagtig kunstner med sygekassebriller og nydeligt jakkesæt gør sin exit med en tryllebindende tale, mens lamperne blitzer om kap.

Yves Saint Laurent er manden, der i sin afsked med modescenen gør livsstatus så retorisk smukt, at man unægtelig tænker tilbage på forrige uges tomme floskler fra Stine Bosse m.fl., der forlod topposter i Danmark.

»Ethvert menneske har brug for æstetiske genfærd for at føle sig levende. Jeg har efterstræbt dem, søgt dem og jagtet dem. Jeg har oplevet mange former for ængstelse, mange former for helvede. Jeg har kendt frygten og den forfærdelige ensomhed, det falske venskab med sovepiller og stoffer, depressionens fængsel og nervesanatorier. Jeg kom ud af alt dette en dag, blændet, men sober.«

Manden som fortæller

Sådan lyder de imposante ord, inden vi i næste billede er til hans begravelse i 2008. Yves Saint Laurent blev 71 år. Endnu en tale flyder, mens kameraet panorerer ud over kirken, og prominente personligheder som præsident Sarkozy og Carla Bruni danner fortrop.

Denne gang handler de om kærlighed og kommer fra hans mand gennem 50 år, Pierre Bergé.

Han bliver filmens fortæller og er den figur, der har holdt Yves Saint Laurents praktiske liv kørende, så kunstneren kunne skabe. Men han er mestendels lidt kedelig at lytte til, og det samme bliver filmen, fordi vi følger kustoden i et univers, der var engang, frem for at mærke kunstnerens nerve.

Imponerende modeshows bryder monotonien, og som dramatisk højdepunkt ser vi Pierre Bergé sælge deres enorme kunstsamling til den ubegribelige sum af 373.935.500 euro, hvor overskuddet tilfaldt La Fondation Pierre Bergé - Yves Saint Laurent, som er en ny stiftelse for aids-forskning.

Det befrier dog aldrig filmen for den døde fornemmelse og hengemte lugt, som var man på besøg hos Mrs. Havisham og hendes mugne kniplinger.

Det vigtigste møde

Alligevel er de dokumentariske film om modescenen, der vrimler frem i disse år, ikke uinteressante. De beskriver en tid, hvor modens og kunstens verden var tæt forbundne, og som Yves Saint Laurent udtrykker det:

»Jeg fortæller mig selv, at mens jeg kreerede den moderne kvindes garderobe, tog jeg del i min tids forvandling.«

En tid, der i dag er blevet overtaget af store maskinerier og stangtøj. Yves Saint Laurent afslutter sin tale med at fortælle om, at det vigtigste møde i livet, er mødet med én selv. Og i en film om ham, var det nu ham, som vi gerne havde set mere til.