Anmeldelse: Love Addict

Dokumentar

Love Addict

Danmark, 2011

Instruktion: Pernille Rose Grønkjær

1 time 23 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Der er rum for et utal af følelser, når man rejser gennem kærlighedens kringelkroge med Pernille Rose Grønkjær i ”Love Addict”.

Med et kamera på skulderen har hun rejst rundt i Amerika og mødt mennesker, der enten har været eller stadig er afhængige af kærlighed. De fixer følelser og bliver høje, når de møder én, de (tror de) holder af. Men det er ikke mennesket, men selve følelsen de bliver hooked på. Derfor opstår usunde relationer hurtigt.

Eliza stalker en mand og Jennifer indvilger i gruppesex for bare at føle lidt nærvær med andre, mens Tracy bliver ved med at tage den meget yngre McKell til sig. Han har brug for hende, lyder hendes forklaring. Men selvopofrelsen er et selvbedrag.

Det er tåkrummende og trist at være vidne til, men der er også morsomme, om end melankolske, øjeblikke i filmen, der ville være endnu bedre, hvis ikke fiktive, symbolske montager med henholdsvis en dreng og en pige, der går ensomme rundt, var brugt som lim mellem de stærke, virkelige fortællinger.

Sidstnævnte kan sagtens stå alene.