Anmeldelse: Cool It

Debatfilm

COOL IT

USA, 2011

Instruktion: Ondi Timoner

1 time 30 min.

Vises den 1. juni i 40 biografer over hele landet. Tid og sted på www.doxbio.dk

Det må være op til miljøfolk, statistikere og anden faglighed at diskutere sandhedsværdien i Ondi Timoners dokumentarfilm om og ikke mindst med Bjørn Lomborg betitlet efter hans seneste bog.

Ligesom det var det med Al Gores knap fem år gamle ”En ubekvem sandhed” - til dato den eneste film som både har vundet en Oscar og skaffet sin hovedperson Nobels Fredspris - som Lomborg mere eller mindre direkte går op imod.

Lomborgs meninger om, at effekterne af global opvarmning bliver overdramatiseret, og at de enorme summer, der bruges på at begrænse CO2-udslip kunne bruges langt bedre, er velkendte. Og fuldstændig ligesom i Al Gores film fyger det med statistik og hårdt klippede skrækeksempler til at underbygge tesen.

Derudover bliver troværdigheden også søgt underbygget ved et menneskeligt portræt af personen bag. Ind imellem i en grad, så man kommer i tvivl, om filmen egentlig går mest efter sagen eller manden.

De mindste også bange

I Gores tilfælde var det den flinke, empatiske toppolitiker og familiemand fra sydstaterne - Ah used to be the next President of the United States - garneret med følsom strygermusik.

I Lomborgs er det den hurtigttalende, drengede cyklende skandinav, der altid går i afslappet T-shirt og besøger både sin gamle mor på plejehjemmet og glade afrikanske skolebørn, hidsigt klippet og garneret med (alt for) meget rockmusik og noget, der ligner.

Oven i købet er rammefortællingen nøjagtig den samme. Nemlig en forelæsning i USA, hvor hovedpersonen synes at være på hjemmebane.

Men det er nu uden om selve den faktuelle klimadiskussion, at Lomborg får nogle af sine bedste og mest umiddelbart overbevisende pointer hjem. Reportagen fra en engelsk skoleklasse, hvor selv helt små elever allerede er blevet hjernevasket til at tro, at verden går under i morgen er rædselsvækkende (og her havde man gerne set en af deres lærere eller forældre forklare sig).

Alting ordner sig

Samtidig strejfer filmen flere gange et aspekt, som den gerne måtte have gået meget hårdere til. Nemlig, at der i miljødebatten snart sagt er lige så store økonomiske interesser og magtkampe bundet op i dommedagsscenarierne og kampen for CO2-begrænsning, som der er i den gammeldags forureningsindustri.

Desuden vil det muligvis være overraskende for folk, der får allergiske reaktioner blot ved navnet Lomborg, at selv om han grundlæggende er optimist på verdens vegne, anerkender han faktisk eksistensen af den globale opvarmning, og at den er et problem.

Men også, at han bruger filmens sidste, konstruktive del på at interviewe opfindere med forskellige, mere eller mindre vidtløftige bud på, hvordan og ikke mindst hvor angiveligt let problemerne med fossile brændstoffer kan løses.

For et dansk publikum er der dog temmelig meget i den velsmurte film, der vil være velkendt fra det seneste tiårs massive mediedækning af fænomenet Lomborg. Og ligesom tilfældet var med ”En ubekvem sandhed” svækkes den af, at den ikke helt kan blive enig med sig selv, om den skal være propaganda for en sag eller for en person.