?Denne film vil ødelægge film og tv for altid. Jeg håber, den vil starte en debat om marketing og reklamer i film,? sagde Morgan Spurlock på et pressemøde, hvor han mødte op i et jakkesæt, der var plastret til med 15 forskellige firmalogoer. Foto: AP
Da Spurlock skulle præsenterer "The Greatest Movie Ever Sold" mødte han op i et jakkesæt plastret til med reklamer. Foto: AP
Hvordan laver man lettest en kritisk dokumentarfilm om skjulte reklamer i store Hollywood-film og dyre tv-serier? Ved at få så mange, private firmaer som overhovedet muligt til at finansiere den med reklamepenge.
Det er hvertfald fremgangsmåden for den oscarnominerede, amerikanske dokumentarfilminstruktør Morgan Spurlock, hvis seneste film “The Greatest Movie Ever Sold” netop har haft verdenspremiere på Sundance Film Festival i Utah, USA.
Her sætter han fokus på den såkaldte “product placement” i tv-serier og film, hvor store, multinationale firmaer betaler millioner af dollar for at få sneget deres loger ind i historien.
“Denne film vil ødelægge film og tv for altid. Jeg håber, den vil starte en debat om marketing og reklamer i film,” sagde Morgan Spurlock på et pressemøde, hvor han mødte op i et jakkesæt, der var plastret til med 15 forskellige firmalogoer.
Morgan Spurlock brød i 2004 igennem med den succesfulde og prisvindende dokumentarfilm “Super Size Me”.
Her brugte han 30 dage på at dokumentere, hvad der skete med hans krop, hvis han udelukkende levede af McDonalds-mad. Han blev fedladen og humørsyg, og filmen kickstartede en større sundhedsdebat, som blandt andet fik McDonalds til at droppe deres såkaldte Super Size-menuer.
Men denne gang har Morgan Spurlock selv valgt at alliere sig med de multinationale kæmpefirmaer for at vise, hvor kyniske Hollywood-producenterne er, når de skal skrabe penge sammen til deres filmprojekter.
I dokumentarfilmen ser man blandt andet, hvordan action-blockbusters som “Iron Man” og “Transformers” er sovset ind i millioner af reklame-dollar fra store firmaer.
Ved premieren på “The Greatest Movie Ever Sold” fortalte han ifølge avisen The Independent, at han under produktionen havde taget kontakt til godt 500 selskaber.
Selv om de fleste af dem afviste at støtte dokumentarfilmprojektet, var der ingen, der ifølge Morgan Spurlock var decideret afvisende over for ideen.
“Vi prøvede endda at få BP med på ideen. For er der nogen, der har brug for at forbedre deres image, så er det BP,” sagde han.
Og både publikum og anmelderne har ifølge The Independent fanget dokumentarfilmens pointe. Hollywood-branchebladet “The Hollywood Reporter”, der bliver læst af en stor del af de producenter, som Morgan Spurlock langer ud efter, betegnede den efterfølgende som både “sjov og underholdende”.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



