Anmeldelse: Waste land

Dokumentar

Waste land

England, Brasilien 2010

Instruktion: Lucy Walker

1 time 39 min.

Filmen vises i udvalgte biografer i Aarhus, Aalborg, Odense, København, Kolding.

Dette er en perle af en dokumentarfilm, der rumsterer på flere niveauer og (over)stimulerer både hjerne og hjerte. Man kan faktisk ikke ønske sig mere. ”Waste Land” er nemlig ikke bare et filmprojekt, men også et kunstprojekt og et velgørenhedsprojekt og, viser det sig, et moralfilosofisk projekt.

Filmen handler om fotokunstneren Vic Muniz, der laver kunst af alternative materialer. I sin serie ”Sugar Children” benyttede han sukker fra en sukkerplantage til at genskabe billeder af børn, som han havde mødt og fotograferet på selvsamme plantage. Muniz fotograferede så værkerne igen, hvorpå de endelige kunstprodukter var færdige.

Den samme strategi bruges, da han tager til Jardim Gramacho ved Rio de Janeiro, en af verdens største lossepladser. I et hav af affald arbejder nogle af Brasiliens fattigste mennesker - ved at samle genbrugsmaterialer forsøger de at holde næsen økonomisk oven vande.

Vi møder charmerende, sympatiske, nedslidte, halvskøre, glade og deprimerede mennesker i slummen, som publikum indleder et on screen-identifikationsforhold til. Det er dem, Muniz vil involvere i sit næste projekt, som vi følger i filmen.

Virkeligheden forandres

Muniz fotograferer affaldsarbejderne i positioner, der imiterer klassiske kunstmalerier - blot er kulissen affaldsplads og rekvisitterne skrammel herfra. Herefter beder han de fotograferede om at genskabe billederne med affald. Det foto, som Muniz ender med at tage af hele molevitten, vil blive solgt på en auktion og pengene gå til de levende motiver.

Hermed interagerer kunstneren altså med sin kunst, der får betydning, ikke bare som vægophæng, men som virkelighedsforandrer og socialt eksperiment. Kunsten kan altså godt ændre virkeligheden. Det viser ”Waste Land” på flere niveauer.

For Muniz bliver spurgt i filmen, om han bare vil lade sine nye bekendte og kunstmotiver vende tilbage til slummen, når han er færdig med dem? Om ikke deres liv er uigenkaldeligt ændret ved hans mellemkomst, og om det, der kunne virke som et godgørenhedsprojekt, i virkeligheden er et resultat af en egoistisk skabertrang eller ligefrem et personligt pr-stunt?

Det er netop disse spørgsmål, der ofte rejses, når man diskuterer dokumentarfilmgenren.

Ikke efter nogen naturlov

Kameraets og instruktørens tilstedeværelse vil i sig selv ændre den virkelighed, som man har sat sig for at dokumentere, og selve eksponeringen af mennesker, der ikke nødvendigvis selv har bedt om, at deres historie blev fortalt, forandrer også de medvirkende og deres virkelighed.

Det mest opsigtsvækkende eksempel på dette stammer fra 1988. Errol Morris' film ”The Thin Blue Line” fortalte historien om Randall Dale Adams, der var blevet dømt til døden for et mord, som han ifølge filmen øjensynligt ikke havde begået. Et år efter at filmen havde haft premiere, blev Adams løsladt fra fængslet. Men historien standsede ikke her. For da Adams havde fået sin frihed tilbage, sagsøgte han Errol Morris. Ikke for at få penge, hævdede han, men fordi han var krænket over, at han havde overgivet retten til sin livshistorie til filmskaberen.

Det virker jo absurd, at man kan sagsøge den mand, der har reddet ens liv. Men det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, i hvor vid udstrækning det er okay at benytte andres historier, identiteter og måske ulykke til at oplyse eller endda forbedre verden. Hvor langt kan man gå i det godes navn? Og kunstens? Kan man tillade sig at ændre betydningen af og for et menneske?

Man kan måske finde svaret på sidstnævnte spørgsmål i Vic Muniz' metode, der forandrer en ting til noget andet. Sukker og affald er pludselig maling eller blyantstreger, det er kunstmateriale. Det er i tråd med strukturalismens tanke om, at de betydninger, som vi tillægger ord, er vilkårlige.

Udtrykket knytter sig ikke til indholdet efter en naturlov. Derfor er ting altså, hvad vi gør dem til. Affald er ikke bare skrot, men også byggemateriale og kunst. Og mennesker er, hvad vi gør dem - og os selv - til. Både i kunst, i

dokumentarfilm og i den virkelige verden.