Lysår

Dokumentarfilm

Lysår

Sverige, 2009

Instruktion: Mikael Kristersson

1 time 41 min.

Premiere i dag i Posthusteatret i København

De få menneskestemmer har samme vægt som hanens kaglen og fuglenes kvidren. I Mikael Kristerssons radikale naturskildring ”Lysår”, der er et dvælende indblik i naturen i en lille svensk have, er der ingen store armbevægelser.

Som oftest, når der er naturfilm på biografplakaten, er det med spektakulære afsløringer og svulmende billeder, men ikke her, hvor instruktøren nærmest gør en dyd ud af at skildre naturen i al sin skinbarlige, ja, naturlighed.

I begyndelsen undres man en smule over den ligefremme fremstilling af naturen. For hvad er mon meningen? At iagttage en fugl, der fodrer sine unger? Se edderkoppen, der sindrigt spinder sit spind. Eller at registrere sneen, der langsomt smelter og byder en ny årstid velkommen. Alt sammen er smukt, men på en fascinerede upåfaldende måde, der klæder mediet enormt godt.

Planken ud

Mikael Kristerssons lille genistreg med ”Lysår” er nemlig at gå planken fuldt ud. Den natur, han skildrer, er ikke i sig selv fremmed, farlig eller eksotisk. Det er den natur, som vi kender fra sommerhuset eller vores egen baghave. Der er da heller ikke mennesketomt. En mand luger ud i gulerødderne, og børn løber og leger, men ingen af disse opfylder en æstetisk drøm om skærgårdsromantik.

Det fine er, at alt det, man normalt betragter som almindeligheder i naturen, gennem Kristerssons linse træder frem i et helt nyt lys. Mens naturen går sin gang, kommer man som publikum til at føle en sær - og uventet - samhørighed med både fugleunger og natlige pindsvin.

Har man en rem af Søren Ryges hud, må ”Lysår” være lige i øjet, men for alle os andre er den såmænd også en anbefalelsesværdig naturskildring, man ikke lige glemmer.