Anmeldelse: Kapitalismen - En kærlighedshistorie

Dokumentar

Kapitalismen - En kærlighedshistorie

USA, 2009

Instruktion: Michael Moore

2 timer

Premiere i dag i 12 biografer landet over

Han begejstrede den store, vide verden med ”Bowling for Columbine”, der revsede den amerikanske våbenpolitik, derefter gik det ud over Bush-administrationen i ”Fahrenheit 9/11” og senest har det amerikanske sundhedssystem fået et drag over nakken i ”Sicko”.

Men det er faktisk hans første film ”Roger and Me” om den massive arbejdsløshed i hans hjemby Flint, som hans nyeste film minder mest om - der genbruges endda klip fra den gamle dokumentar i ”Kapitalismen - En kærlighedshistorie”.

For det er igen økonomisk uretfærdighed i USA, der bliver sat under lup hos den altid veloplagte og intelligente Moore.

Spørgsmål

Denne gang spørger han, hvordan det kunne gå så galt?

Hvordan kan verden igen ligge underdrejet i en økonomisk krise, der tvinger folk til at gå fra hus og hjem? Og er det alle, både over- og underklassen, der lider under krisen?

Han er stadig interesseret i den almene borgers velbefindende og stiller sig på sin vanlige ironisk-humoristiske facon kritisk over for systemer, der er fyldt med absurditeter.

Blandt andet forlyder det, at 1 pct. af befolkningen i USA i dag ejer mere end 95 pct. af de øvrige amerikanske borgere.

Den amerikanske drøm

Den eneste grund til, at den store, store gruppe af økonomisk ubemidlede og dårligt stillede ikke laver revolution og gør oprør mod magteliten, er, at de tror på den amerikanske drøm. En drøm, der bilder befolkningen ind, at du også kan blive en del af den ene procent styrtende rige i landet.

Men det er der nok lige så stor en chance for som for at se George W. Bush og Osama Bin Laden som best buddies på badeferie sammen. Den amerikanske drøm er blevet et mareridt, hvis man spørger Michael Moore.

Profit-jageriet

Det hele er kapitalismens skyld. Fanatisk profit-jageri er den nye religiøse handling, men det uhyggelige ved denne dyrkelse er, at kapitalismen ikke har nogen moral. Der er ikke indlejret én snert af et gammeldags begreb som solidaritet, der medfølger intet socialt ansvar.

Det når groteske højdepunkter, når Moore giver eksempler. Hvordan får man f.eks. finansieret et privatejet ungdomsfængsel?

Jo, man sikrer de lokale dommere et økonomisk incitament til at give lange fængselsstraf til unge, der har begået mindre forseelser, så fængslet er sikker på hele tiden at være fuldt booket.

At det så betyder, at unge mennesker får stjålet 9-10 måneder af deres liv for at ryge en joint, det ser man stort på.

Man tror næsten ikke sine egne øjne med den italienske mafia-logik, der hersker visse steder i Moores USA.

Partsindlæg

Michael Moore er nok propagandistisk i sin form.

Han har en klar dagsorden, men i stedet for at se det som en akilleshæl for filmen, bør man se partsindlægget som en gave og en mulighed for at kickstarte en diskussion om, hvor meget man skal lade sig styre af markedet, og hvor meget man bør regulere selv samme. T

ro mig, når man ser ”Kapitalismen - En kærlighedshistorie”, synes en politisk og ideologisk mellemkomst ikke som utidig indblanding, men som en skrigende nødvendighed.