Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Michael Jackson's This Is It

Ukritisk og filmisk doven dokumentarfilm hylder kongen af pop.

Dokumentar

Michael Jackson's This Is It

USA, 2009

Instruktion: Kenny Ortega

1 time 41 min.

Vises i 62 biografer landet over

Michael Jackson lever! I hvert fald i hjertet på de læssevis af fans, der siden den 25. juni har begrædt hans tidlige død. Han fik et hjertestop på grund af overdrevet medicinforbrug - det er endnu den officielle historie, for rygtebørsen er selvfølgelig gået i gang med at udtænke mere spektakulære og paranoide forklaringer. Og det er helt i ånd med fortællingen om myten Jackson, der altid har været omgærdet og defineret af mystik.

Popmusikerens udseende har først og fremmest været sat under lup, og i mange år har det været svært at se, hvad der var ægte, og hvad der var kunstigt klistret på kroppen. Man har endda til tider kunne få den kætterske tanke, at han nu var så depraveret, at heller ikke hans musiske talent kunne klare sig uden krykker og ansigtsløftninger. En forestilling, der efter dokumentarfilmen ”Michael Jackson's This Is It” er blevet gjort inderligt til skamme.

Filmen er sammenklipning af flere hundrede timers optagelser fra forberedelserne til Jacksons comeback-turne ”This is it”, der skulle begynde i London. Optagelserne var ikke tænkt som andet end visuelt arkivmateriale for Jackson-imperiet, og det bærer filmen selvfølgelig præg af.

Den er ment som en film til de fans, der ikke fik lov at opleve ham i levende live i et stort anlagt koncertshow, der ville have sat nye standarder for sceneoptrædener. For det er ikke bare dansemoves og skønsang, der imponerer i filmen, det gør også den eksplosion af kreativitet, som Jackson & Co har lagt for dagen, når det gælder filmisk iscenesættelse (altså som en del af showet). Blandt andet er Jackson klippet ind i scener fra Charles Vidors ”Gilda”, og et ny filmisk bagtæppe er ligeledes fremstillet til ”Thriller”.

Alt i alt, kan man ikke undgå at ærgre sig gul og blå over, at ”This is it”-koncerterne aldrig blev til noget. Som et plaster på såret kan man så se filmen. En film, der er en ukritisk hyldest til manden, der har været hovedperson i den ene skandale efter den anden. Det røres der ikke ved.

Mangler ambitioner


Instruktøren, Kenny Ortega, der også var Jacksons kreative samarbejdspartner, vil vise, at kunstneren Jackson stadig var i fuld vigør, da han døde, men det skæmmer filmen, at den ingen ambitioner har om at fortælle en nuanceret historie. Den er dramaturgisk sløset, til tider decideret uskøn at se på, et kvarters tid for lang, og så svælger den lige lovligt meget i kærlighedserklæringer fra og til Jackson. Michael Jackson er både en messias og en kærlighedsmissionær, og hans selvdyrkelse flirter med det fascistoide, når hundredvis af soldater militær-danser foran et stort oplyst ”M” for Michael. Er det for meget at forlange, at filmen skal forholde sig til det? Måske.

Musikken er stadig i topklasse, og vil man dyrke Jacksons musiske talent og er ligeglad med den velbalancerede dokumentarfilm som genre, ja så kan man sige: ”This is it”.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Dokumentar

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce