Drømme i København

Drømme i København

Danmark, 2009

Instruktion: Max Kestner

1 time 12 min.

Premiere i dag i Grand, København

Vises efterfølgende udvalgte steder i landet: 12. januar i Humle Bio, 13. januar i Stege Bio, 18. januar i Café Biografen i Odense, 22.-24. januar i Biffen i Aalborg, 4.-10. februar i Øst for Paradis i Århus

Instruktøren Max Kestner har i mange år været noget af det mest interessante, som dansk dokumentarfilm har kunnet byde på. Han har brudt med den klassisk registrerende og fortællende form og har givet os dokumentarfilm som ”Nede på Jorden”, ”Rejsen til ophavet” og ”Verden i Danmark”, der alle er originale perler af virkelighedsfortolkninger.

Kestner har en særlig underfundig og legesyg måde at nedbryde grænsen mellem fakta og fiktion på, hans humoristiske iscenesættelse af verden gør ham behagelig at være i stue med ment i så konkret forstand, at hans film altid bærer hans tydelige fingeraftryk og ofte er fulgt af en voice over indtalt med Kestners egen sprøde stemme.

Max Kestner er altså svær at skille fra sine film, så man kan ligefrem kalde ham en dox-auteur. Et af hans kendetegn er, at hans film altid er gennemkoreograferede. Intet er overladt til tilfældighederne, der er skrevet manuskript, der er planlagt i detaljen.

Ode til storbyen

Også hans premiereaktuelle film, den storbymelankolske ”Drømme i København”, er tydeligt konstrueret på et tegnebræt. I filmen, der er en ode til hovedstaden eller måske snarere storbyen som fænomen, ser vi byen oppefra, indefra, men mest udefra.

Poetisk registrerer filmen de fysiske, faste rammer, der former vores daglige bevægelige liv. Arkitekturen og byplanlægningen er mere i fokus end de mennesker, der fylder rammerne ud, går ind og ud af døre, går til og fra livet. Og det er i virkeligheden en skam. For Kestner kan noget med de mennesker, han filmer.

Han får os til at kunne lide dem. Hvad enten det er fabriksarbejderne i ”Nede på Jorden”, ham selv i ”Rejsen til ophavet” eller mekanikerne under Langebro i "Drømme i København”, men sidstnævnte får vi slet ikke nok at se.

Den fænger ikke

Selvom filmen er smukt filmet og inddelt effektivt strengt i næsten statiske tableauer a la Roy Anderson og trods den fortællende voice over, går filmen ikke i maven, men hvad værre er: Heller ikke i hovedet.

Det voyeuristiske element, der minder om det, man kunne se i den amerikanske ”Unmade Beds”, kunne med Kestners lyriske humor være brugt til momentvise overraskelser, grin eller stakåndet gys over almindelige menneskers mærkværdigheder og givet filmen en satirisk antropologisk dimension.

I stedet er det blevet en livløs plantegning, en grafisk kortlægning af den myretue, som over en million mennesker kalder deres hjem. Og filmen bliver altså kold som den januardag, den har premiere.