Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Living in the Material World | film.guide.dk

Living in the Material World

Scorseses enorme dokumentarfilm om George Harrison er ujævn, uafklaret og ofte umusikalsk.

LIVING IN THE MATERIAL WORLD

USA/Storbritannien, 2011

Instruktion: Martin Scorsese

3 timer 20 min.

Vises i morgen, mandag, ved særforestillinger i biografer landet over og tirsdag kl. 19 i Imperial i København.

Udkommer på dvd den 22. november

Store portrætfilm beskriver ikke bare deres emne.

De bruger det også til at få fortalt en bredere og mere almen historie.

Martin Scorsese har forsøgt det i flere af sine musikfilm typisk om ikoniske musikere fra hans egen generation. I ”The Last Waltz” tilbage i 1978 om The Bands afskedskoncert kom det til at handle om selve det at blive voksen, og i ”Shine A Light” fra 2009 med Rolling Stones var det den indædte insisteren på tværtimod ikke at blive det.

Hidtil mest monumentalt prøvede han det for seks år siden med den tre en halv time lange ”No Direction Home”.

Egne veje


Der gjaldt det Bob Dylans afgørende år omkring 1965, hvor sangskrivernes konge til sit konservative venstreorienterede publikums raseri begyndte at spille elektrisk og dermed blev et mægtigt sindbillede på bare at turde gå sine egne veje.

Den nye og næsten på minuttet lige så lange ”Living In The Material World” ligner hovedsagelig en blidere og mindre konfliktfyldt version af den samme historie.

Her er det George Harrison, der er centrum for en fortælling om alt det i 1960'erne, der handlede om at søge dybere indsigt i sig selv og forståelse af større sammenhænge i universet.

Vennerne fortæller


Filmen er et overflødighedshorn af dokumentariske optagelser og skarpe iagttagelser fra mange af de overlevende fra dengang.

Paul McCartney viser sig som en herlig historiefortæller, og den evige baggrundsfigur Ringo Starr fremstår som en mand med både store armbevægelser og en god del selverkendelse.
Harrisons bedste ven, Eric Clapton - venskabet overlevede sågar, at han huggede Harrisons første kone - reflekterer over kammeratens særpræg og forskellene imellem dem (og nogen burde i øvrigt også lave den store dokumentarfilm om Clapton selv).

Endog den nu morddømte Phil Spector, der producerede såvel Beatles' ”Let It Be” som Harrisons solistgennembrud ”All Things Must Pass” og John Lennons to berømteste soloplader, har uanset sin bizarre fremtoning kloge ting at sige.

Den søgende sjæl


Første del af filmen, der i sagens natur også i høj grad bliver et portræt af The Beatles og af popmusikkens eksplosive gennembrud, er langt den bedste.

Det er smågenialt at skildre alle tiders rockband, ikke gennem den følsomme bisse John Lennon eller den charmerende håndværker Paul McCartney, men derimod gennem den stille, milde og lidt yngre enspænder Harrison, hvis få sange til gruppen stort set alle hører til helt i toppen af dens katalog.

Da der i anden del zoomes ind på den søgende sjæls vandringer efter gruppens opløsning, bliver historien imidlertid mere flaksende. Muligvis fordi hans lige så spirituelt anlagte enke har været medproducent på filmen og selv efterhånden kommer til at fylde ganske meget.

Film, biler og damer


Men også fordi hovedpersonen alligevel forbliver et mysterium, uanset hvor mange klip man end ser med det bundsympatiske, ret velformulerede og på sin egen måde kolossalt karismatiske menneske.

Hans søgen synes nemlig i vidt omfang at være blevet et fravalg: Af indisk musik, af stoffer, af hippiebevægelsen, og sådan set også af rockmusikken, som han synes at have fået et mere og mere tilbagelænet forhold til.

Mest af alt synes han i stigende grad at være gået op i at renovere sit gods i Oxfordshire og som en anden ærkeengelsk hobbit plante træer i sin have.

Livskunstnerens vej


Samtidig bliver historien om hans mulige afklaring og venden tilbage til rødderne delvis punkteret af de spredte hentydninger til både hans kantede sider, hans betydningsfulde indsats som filmproducent for blandt andre Monty Python, hans livslange dametække og hans glæde ved at køre racerbiler.

Det kan udlægges, som om manden slet og ret fandt sig til rette som livskunstner med en kæmpemæssig omgangskreds af venner inden for alle de områder, der nu interesserede ham.

Temmelig sikkert er det den eneste film, hvor både racerstjernen Jackie Stewart, filmskaberen Terry Gilliam og Beatles-produceren George Martin kommer til orde.

Ikke til at komme udenom

Så har man bare en flig af interesse i rockmusikkens guldalder og i 1960'ernes og 1970'ernes populærkultur, og er Nirvana ikke bare et 1990'er-orkester, men det, man oplever hver gang, man hører de første takter af ”Something”, ”While My Guitar Gently Weeps” eller ”Here Comes The Sun” - ja så er filmen trods sine svagheder og sin uafklarethed selvfølgelig slet ikke til at komme udenom.

Hvad specielt musiksiden angår, skal man bare lige være forberedt på lidt af hvert.

Slagt en sang


Ganske vist er der masser af både kendte og mindre kendte sange med, ofte i ukendte optagelser, ligesom man jævnligt kommer helt ind i laboratoriet og oplever senere klassikere blive til.

Problemet er blot, at filmen synes at være klippet med en sløv økse, så selv lange sanguddrag jævnligt bliver hugget abrupt over, netop som man har nået at synke ned i dem.

Specielt i en film, der handler så meget om indre og ydre harmoni, virker det ikke bare umusikalsk, men også ufølsomt. '

Her sætter den materielle, for ikke at sige klodsede, verden sig virkelig igennem over for det åndelige.

George Harrison


Født den 25. februar 1943 i Liverpool som det yngste af fire børn.

Han kom som 15-årig med som leadguitarist i The Quarrymen, der senere blev The Beatles.

Harrison skrev navnlig i sidste del af gruppens levetid en håndfuld af dens kendteste sange.

Han fik sit sologennembrud i 1970 med triplealbummet ”All Things Must Pass”.

Harrison opfandt året efter den rockstjernebesatte velgørenhedskoncert med ”The Concert for Bangla Desh”.

Gift to gange, fra 1978 med Olivia Trinidad Arias.

Han blev i 1999 forsøgt myrdet i sit hjem af en vanvittig fan.

Harrison døde den 29. november 2001 i Los Angeles af kræft, 58 år gammel.

Blå bog


Martin Scorsese


Født den 17. november 1942 i Queens, New York.

Med værker som ”Gaden uden nåde”, ”Taxi Driver”, ”Raging Bull”, ”Goodfellas” og Oscar-vinderen ”The Departed” for længst anerkendt som sin generations største amerikanske filminstruktør.

Musik spiller en stor rolle i hans film, og han har selv instrueret og produceret en lang række musikfilm til tv og biograf samt musikvideoen til Michael Jacksons ”Bad”.

Hans næste spillefilm er ”Hugo”, der både er hans første familiefilm og hans første film i 3D.

Den får dansk premiere den 19. januar 2012.

Filmen synes at være klippet med en sløv økse, så selv lange sanguddrag jævnligt bliver hugget abrupt over, netop som man har nået at synke ned i dem.

Nyhed: Scorsese barsler med Beatles-dokumentar

18-05-2010: Filmmanden Martin Scorsese er i gang med at lægge sidste hånd på en dokumentar om det afdøde Beatles-medlem George Harrison. Scorsese, der også er kendt for succeserne "Taxi Driver", "Goodfellas" og senest "Shutter Island" forventer at sende filmen på gaden til næste år. Læs artikel

Anmeldelse: The Bengali Detective

09-11-2011: En dejlig, livsbekræftende og morsom dokumentarfilm om en danseglad privatdetektiv viser Indiens retssystems forfald. Læs artikel

Anmeldelse: Man on Wire

16-01-2009: Den prisvindende dokumentar om linedanseren Philippe Petit er både en spændende thriller og en smuk kærlighedserklæring til World Trade Centers tvillingetårne. Læs artikel

Anmeldelse af The 50 Year Argument

29-01-2015: 50-års jubilæet for magasinet New York Review of Books hyldes af Martin Scorsese i en intellektuelt inspirerende dokumentar. Læs artikel

Anmeldelse af Justin Bieber’s Believe

20-12-2013: Der er tilsyneladende ingen sprækker i historien om Justin Bieber, og det kommer der en vanvittigt kedelig filmoplevelse ud af. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...