Anmeldelse: Ambassadøren

Dokumentarfilm

Ambassadøren

Danmark, 2011

Instruktion: Mads Brügger

1 time 33 min.

Vises landet over i dag og derefter i Grand Teatret og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus og Cafébiografien i Odense

www.doxbio.dk

Savner du spænding i tilværelsen? Så er det ifølge Mads Brüggers dokumentarfilm relativt enkelt og billigt at fikse et diplomatpas fra et tvivlsomt afrikansk land og derefter give den som en lyssky handelsmand i et endnu mere tvivlsomt afrikansk land.

I hans tilfælde er passet fra Liberia og skal bruges i Den Centralafrikanske Republik (DCR). Officielt for at åbne en tændstikfabrik (hvor tændstikkerne skal markedsføres på pygmæernes angivelige magiske evner), uofficielt for at få fingre i nogle af områdets såkaldte bloddiamanter. Undervejs får man artige ting at vide både om nærmest halvofficiel sjakren med diplomatpas, et DCR lysår fra noget, der bare ligner en civiliseret retstilstand, og korruption og vold på alle niveauer. Den tidligere koloniherre Frankrig fremstilles som områdets store, fraværende skurk, men hvad angår brutalitet og kynisme, kan de lokale absolut også godt selv.

Afrikas betændte hjerte med alt, hvad dertil hører af lejesoldater og andre marodører er imidlertid ikke nær så ukendt land, som det tillukkede Nordkorea i Brüggers ”Det røde kapel” var det. Selv store, kommercielle filmproduktioner som ”The Constant Gardener” efter John le Carrés roman og ”Blood Diamond” med Leonardo di Caprio har haft fat i emnet.

Brügger får dog bestemt også kastet et oplysende og syregrønt førstehåndsblik blik på den kaste af gustne erhvervsfolk, som ifølge ham er med til at suge livskraften ud af lande som DCR. I længden er det dog bare ikke helt til at finde ud af, hvad det egentlig er for en historie, han vil fortælle.

Kæmpe beløb

Som afslørende journalistik virker dokumentaren nemlig, sine mange makabre elementer og sin høje morbide underholdningsværdi ufortalt, lidt for løs i kanterne og postulerende til for alvor at slå hårdt. Og ikke kun fordi Brügger på samme tid optræder under dække som diplomatisk platugle - meget er optaget med skjult kamera og ser ud derefter - og kommenterer sarkastisk og overtydeligt på lydsporet.

For mange mellemregninger bliver der også gået lovlig nonchalant henover. Vi får heller aldrig at vide, hvor de kæmpe beløb kommer fra, som han konstant må bestikke sig frem med; ej heller hvad der egentlig bliver af de bloddiamanter, det trods alt lykkes ham at få i hænde.

En skandinav i Afrika

Samtidig trænger en anden og endnu mere grum historie sig på, nemlig med Brügger som den måske nok amoralske, men først og fremmet troskyldige nordeuropæer, der iført tropehjelm og hvid habit bare tror han som en anden Tintin skal på farlige eventyr i Afrika og endda lave hurtige penge.

Først gradvist går det op for ham, hvad det er for et kviksand, han er på vej ud i, og såvel den tiltagende paranoia som lettelsen over til slut at slippe levende væk er mærkbar og troværdig.

Måske er det den helt beske pointe, som filmen et eller andet sted kredser om: At vi godhjertede typer heroppe knap nok aner, hvor gennemrådne lande som DCR i virkeligheden er, og at al vores iscenesatte godhed med symptombehandlende indsamlinger og veldædige tv-shows ikke nødvendigvis hjælper ret mange andre end os selv.

Ja, selv når gustne skandinaver som Brüggers fiktive figur prøver at udnytte forholdene, sker det muligvis uden den store forestilling om verdens sande tilstand. C'est l'Afrique, som de siger på de kanter.