The Cove

The Cove

USA, 2009

Instruktion: Louis Psihoyos

1 time 32 min.

Premiere i dag i Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus, Café Biografen i Odense, Biffen i Ålborg, Nicolai Bio i Kolding og Tisvilde Bio

Samvittighed er en sjov størrelse. Den menneskelige bevidsthed om, hvad der er godt eller skidt. Mange har for meget af den. Flere for lidt. Og de færreste af os kan vel prale af at have én, der er helt ren.

Den sorte af slagsen kan ramme os som et lyn fra en klar himmel - endda på tværs af tid - og få maven til at snøre sig så krampagtigt sammen, at vi kan få lyst til at begå harakiri for at slippe af med den. Rammes man - har man to muligheder: Begrave den (endnu) dybere eller skride til handling.

Det er den reaktionsprægede sorte samvittighed, som den tidligere delfintræner Ric O'Barry rammes af. I den første scene, hvor han sidder og rabler om delfiner i en bil, tænker man: Han er gal.

Den opfattelse afløses dog lynhurtigt af en dyb benovelse over den handlekraftige hædersmand. Han er uopslidelig med sin mission om at befri delfiner og gøre verden opmærksom på de grusomheder, som de udsættes for.

Flippers selvmord

I 1960'erne var Ric O'Barry manden, der fangede og trænede de fem delfiner, der medvirkede i den elskelige tv-serie ”Flipper”. Vendepunktet i hans liv skete, da den sidste af de fem delfiner begik selvmord i hans arme ved at stoppe vejrtrækningen fra det ene øjeblik til det andet.

»Hvert åndedrag, som en delfin foretager, er en bevidst aktiv handling,« forklarer Ric O'Barry i den stærke og sindsoprivende dokumentarfilm ”The Cove”, som allerede har vundet et hav af priser og er nomineret til en Oscar.

De legesyge, bedårende og følsomme væsener egner sig hverken som indhold i dåsemad eller som underholdningsmarionetter i en larmende SeaWorld-forlystelsespark, hvor de bliver deprimerede, alt imens vi frydefuldt hviner.

Japanske massedrab

Filmens omdrejningspunkt er Taiji i Japan, hvor mange delfiner lever lystigt langs den japanske kyst. Men bag en pigtråds-indhegnet bugt, hvor ingen offentlighed har adgang, er O'Barry overbevist om, at der sker brutaliteter foretaget af de lokale fiskere.

For at komme ind i bugten slår O'Barry sig sammen med fotograf og filminstruktør Louis Psihoyos og organisationen Ocean Preservation Society. På bedste ”Ocean Eleven”-agtig vis sætter de et hold, der i ly af mørket placerer kameraer indpakket i sten over som under vandet.

Deres mission lykkes, og resultatet af deres optagelser viser et frastødende og gruopvækkende scenarie. Hundredvis af delfiner farver havet rødt, mens de hakkes ihjel for siden at blive solgt som (kviksølvinficeret) dåsemad.

Der er snilde, elegance, plot og spænding nok til at underholde enhver. Men det her har intet med underholdning at gøre, men alt med virkelighed og navnlig den samvittighed, der bør ramme de, der så meget som overvejer at smage delfin eller indløse billet til SeaWorld.