Anmeldelse: Bobby Fischer against the World

Bobby Fischer against the World

USA 2011

Instruktion: Liz Garbus

1 t. 33 min.

Premiere i Vester Vov Vov i København, Gentofte Kino, Ishøj Bio, Øst for Paradis i Aarhus samt Biffen i Aalborg.

Her er en af de skæbner, som ingen manuskriptforfatter havde turdet opdigte. Og i Liz Garbus' aldeles fremragende dokumentarfilm bliver fortællingen om skaklegenden Bobby Fischer (1943-2008) også mere sær, storslået og gribende end mange romaner og fiktionsfilm.

Filmen er i USA blevet vist på tv-kanalen HBO (The Sopranos, Sex and the City, Deadwood, Game of Thrones), men kommer herhjemme heldigvis op i en håndfuld biografer. Den er klippet sammen som en blanding af historiske optagelser, heraf mange private og aldrig før sete, og interviews med talrige mennesker, der har haft kontakt med eller har noget at sige om hovedpersonen.

Fra stjerne til statsløs

Hans relativt korte liv følger man nogenlunde kronologisk, og det er nærmest ikke til at bære. Her er den ranglede unge mand med spillevende øjne, store armbevægelser og endnu større karisma, der allerede som teenager var etableret som USA's største skakspiller i moderne tid, hvis ikke nogensinde.

Der er som filmens hoveddel det kolossalt mediedækkede og koldkrigs-symbolladede verdensmesterskabsopgør i 1972 på Island mod Boris Spasskij - der ikke ville medvirke i filmen - hvorefter Fischer på højdepunktet af sin berømmelse forsvandt fra jordens overflade i tyve år. Og der er hans tragiske sidste år, da han rakkede verden rundt som statsløs, efter at hans antijødiske og antiamerikanske rablerier havde kostet ham hans amerikanske statsborgerskab.

Tilbage til Island

Liz Garbus' film prøver, selv om den får vendt mange politiske og private perspektiver undervejs, ikke at overanalysere Fischers sammenfiltrede personlighed af geni og selvhad. Højst antydes der nogle elementer: en mildest talt dysfunksionel barndom - at jøden Fischer endte som frådende antisemit er dog påfaldende - og den ekstreme fokusering inden for eliteskak, som ikke altid er lige sund for sarte sjæle.

Der er også indforskrevet skakeksperter, fra Fischers jævnaldrende til yngre kolleger som Garri Kasparov og Susan Polgar, til på pædagogisk vis at forklare, hvad det var, der gjorde Fischer til så enestående en spiller samt hårdt prøvede islandske arrangører til at fortælle om det tumultariske forløb i 1972. De bar dog ikke nag: da ingen andre ville have ham, fik Fischer islandsk statsborgerskab, og da han i januar 2008 døde af nyresvigt, blev han begravet langt ude på landet sydøst for Reykjavik.

Livet på skakbrættet

Men først og fremmest er filmen båret af en dyb og smittende medfølelse med sit emne, hvor frastødende og ynkelig han i øvrigt endte med at være. Hvad enten man ser vidunderbarnet, verdensstjernen eller vagabonden, ligner han det, han også var: et væsen, som var vokset op for sig selv i noget nær total ensomhed og aldrig kom ud af den, men blot i sine bedste år fik den vendt til noget konstruktivt ved skakbrættet.

Folk med anlæg for talmystik har også noteret sig, at han blev netop 64. Det er som bekendt antallet af felter på skakbrættet, og mere var der åbenbart ikke for ham.