Anmeldelse: Putins kys

Drama

Putins kys

Danmark, Rusland, 2012

Instruktion: Lise Birk Pedersen

1 time 22 minutter

Premiere i dag i Grand Teatret, Øst for Paradis i Århus, Biffen i Aalborg, Cafe Biografen i Odense, Nicolai Bio i Kolding og Huset i Esbjerg

Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Plakater med navne og billeder af kritikere af det russiske styre smides på jorden og bliver trampet på. Det er Putintilhængere, der viser, hvad de mener om opposition og landets fjender.

Retorikken i pro-Putin-lejren er også klar. Er man mod Putin, er man ikke modstander, men fjende af Rusland. Det er ikke svært at koble det, man ser i Lise Birk Pedersens uhyggelige dokumentar, med det, der skete under fascismen i Tyskland. Og det gør i sig selv filmen til en rystende oplevelse.

Kampen for magten

Det er ungdomsorganisationen Nashi, der er i fokus i ”Putins kys”. Den 19-årige pige Masha har gjort lynkarriere i organisationen, og hun er vores guide i filmen. Hun er veltalende og storbarmet, og hendes afvæbnende facon har gjort hende så populær, at hun bl.a. har fået sit eget talkshow. Masha har engang kysset Putin på kinden til en Nashi-sommerlejr, for den russiske leder er hendes store idol, og derfor arbejder hun hårdt i hans ungdomsorganisation, hvis officielle dagsorden er at genvinde Ruslands status som supermagt. Det er dog svært at se, hvad Nashi præcist kæmper for. Mere klart står det, hvad organisationen kæmper imod. Det er alle dem, der ikke vil det samme som Nashi, og dermed Putin. Det er bl.a. oppositionspolitikeren Ilya Yashin og journalisten Oleg Kashin. Sidstnævnte agerer fortæller i voice over i filmen, og det er også mødet med ham, der får Masha til at ændre indstilling til det, hun foretager sig.

Teenagerens forandring

Masha ændrer sig fra blindt idoldyrkende teenager til en kritisk reflekteret ung kvinde, der begynder at lytte til sine politiske kritikere. Men det er ikke ufarligt. Der er voldelige hærværksgrupperinger i Nashi, men de bliver sjældent straffet for deres ugerninger, fordi Kreml står bag dem.

”Putins kys” viser et post-totalitært Rusland på vej ud over afgrunden. Ungdommen bliver indoktrineret af organisationer som Nashi, der i øvrigt gør et stort nummer ud af at forhindre kritikere i at demonstrere mod det siddende styre ved at besætte de pladser, oppositionen har meldt samling på. Eller ved bogstaveligt talt at lægge en lort på Ilya Yashins bil. Noget Yashin finder betegnende for Nashis virke: at skide i fuld offentlighed.

En mavepuster

Der er ingen tvivl om, at ”Putins kys” er anbefalelsesværdig som journalistisk og historisk dokument om Rusland i dag. Som dokumentarfilm efterlader den knap så stærkt et aftryk. De tydeligt konstruererede møder mellem Masha og hendes søster og Masha og en veninde, der skal give Masha tid og mulighed for at tale ærligt ud om sit forandrede forhold til Nashi, er lidt kluntede. Det samme er dele af voice over'en og klipningen.

Og så er der ting, man kan undre sig over, ikke bliver nævnt i filmen. Som f.eks., at de unge deltagere på Nashis sommermøde er blevet opfordret til at formere sig med hinanden, således at den russiske genetiske arv kan sikres.

Ligeledes kunne det have været interessant at høre om de andre, yderligtgående ungdomsorganisationer, der også findes i Rusland som f. eks. Young Guard. Filmen kunne på den måde have fået endnu mere slagkraft, selv om ”Putins kys” i forvejen er noget af en mavepuster.