Words of Advice - William S. Burroughs On the Road

WORDS OF ADVICE - WILLIAM S. BURROUGHS ON THE ROAD

Danmark 2007

Instruktion: Lars Movin og Steen Møller Rasmussen

1 time, 14 minutter

Premiere i Grand i København og Øst for Paradis i Århus.


Den skrøbelige ældre herre i anonym brun habit med slips og blød hat ser nærmest demonstrativt anonym ud. Hans drævende midtvest-amerikanske kan umiddelbart heller ikke skræmme nogen.

Han ligner i hvert fald slet ikke en mand, der var på hårde stoffer og masser af alkohol det meste af livet, levede som globetrottende biseksuel med en forkærlighed for den mest snuskede og småkriminelle homoseksuelle undergrund og sågar tilbage i 1951 skød og dræbte sin kone under en alkoholiseret selskabsleg. Han ligner heller ikke en forfatter, der blandt sine foretrukne temaer i bøger som ”Nøgen frokost”, ”Junkie” og ”Queer” havde narko og ekstrem sex, paranoia og virus fra det ydre rum, samt menneskehedens uafvendelige forfald og forsvinden.

Men derudover ser William S. Burroughs (1914-97) ud til at more sig strålende. Eller rettere sagt: når man efter sådan et liv har nået at blive næsten 70, hvad han var, da han i oktober 1983 for anden og sidste gang besøgte København, er der formentlig ikke længere noget, der kan bringe én ud af fatning.

Tæt og energisk film

Hvor Burroughs end er i dag, har han da også kun grund til at være tilfreds med den tætte og energiske dokumentarfilm, de to danske instruktører Lars Movin og Steen Møller Rasmussen har skabt om ham. Omdrejningspunktet er optagelser fra besøget i 1983 - inklusive en fuldstændig mislykket samtale mellem en selvspejlende Dan Turèll og hans stadig mere vrantne forbillede - men det er det meste af Burroughs' forfatterkarriere, der undervejs fortælles om.

Dog hører man i denne ganske blufærdige film ikke meget om hans unge år, kaotiske privatliv og drabet på hustruen Joan Vollmer, eller ret meget om de andre figurer i 1950'ernes generation af beat-digtere. Til gengæld har Movin og Møller Rasmussen til deres idolportræt fået fat i adskillige af Burroughs' nulevende kolleger og samarbejdspartnere i USA.

De fortæller levende og ofte morsomt, omend fuldstændig ukritisk, om denne særegne blanding af spidsborger, desperado, kultfænomen og litterær profet. Man bliver også vist rundt i hans kælderlejlighed i New York og i den naturidyl ude på landet i Kansas, hvor han levede (og skød til måls) sine sidste mange år.

Der er oven i købet klip fra guldrandede privatfilm, hvor en ung Patti Smith spiller lejrbålsguitar. Og der er bevægende billeder af Burroughs selv, som til en mindehøjtidelighed for vennen Allen Ginsberg få måneder før sin egen død læser højt af Ginsbergs berømte digt ”Howl”.

En ærkeamerikaner

Den bedste karakteristik af Burroughs giver dog musikproduceren Hal Willner. Han taler for, at Burroughs uanset al sin radikalitet i virkeligheden skal ses som en af de store uafhængige ærkeamerikanere, på linje med John Wayne og Johnny Cash.

Man kan tilføje, at den konstante rodløshed og modvilje mod at slå sig ned og blive taget til indtægt for nogen eller noget som helst, der er et gennemgående tema i filmen, også kan minde ikke så lidt om Bob Dylan. Eller snarere omvendt.

For ikke for ingenting fik Burroughs på sine gamle dage ikonstatus hos mange langt yngre rockmusikere. I erkendelse af, at denne tilsyneladende så hyggelige onkelskikkelse havde begivet sig ud på landevejen længe før de selv og været meget længere ude end de fleste.

jakob.levinsen@jp.dk