La Danse

Dokumentarfilm

La Danse

Le ballet de l'Opera de Paris

Frankrig/USA, 2009

Instruktion: Frederick Wiseman

2 timer 39 min.

Premiere i dag i Grand, København, og Øst for Paradis, Århus

Når den amerikanske pionerdokumentarist Frederick Wiseman stiller sit kamera op, sker der magiske ting. Han kan som få andre give et filmpublikum et hypnotisk indblik i et stykke hverdag, så man rent tror, man er en del af det selv.

I ”La Danse” er man derfor pludselig en af verdensstjernerne, der danser i den parisiske ballet. Både krop og sjæl reagerer på mødet med Wisemans virkelighedsudsnit, der er ualmindeligt langt, 159 minutter.

Ikke bare er det svært at sidde stille i biografsalen under filmen (fordi kroppen instinktivt begynder at følge koreografernes instrukser), man får også pludselig fornemmelsen af at mestre det metafysiske sprog som dans og film smelter sammen i.

Fluen på væggen

Frederik Wisemans direct cinema-teknik er den såkaldte fluen-på-væggen-metode, og denne gang har han sat sig for at observere balletdansere og medarbejdere under øvetimer og forestillinger på den parisiske ballet. Også institutionens medarbejdere, koreografer, den kunstneriske leder og kostumefolk bliver registreret under deres arbejde.

De anerkender på intet tidspunkt kameraets eksistens, og derfor får man, som instruktøren ønsker det, en fornemmelse af, at man observerer begivenhedernes umanipulerede gang.

Der er ikke planlagt et narrativt forløb, vi følger for eksempel ikke bestemte dansere fra en ny opsætnings begyndelse, til den får premiere, sådan som det ellers kunne være oplagt at forme en dokumentar. Wiseman insisterer derimod temmelig stædigt på, at alt, hvad der foregår foran kameraet, har sin egen poetiske charme og sammenhæng, og det får det efterhånden også.

Styrke og lethed

Det beundringsværdige ved ”La Danse” er, at man ikke behøver at være balletfan for at elske filmen. Man skal blot have lyst til at få en bevidsthedsudvidende oplevelse. Med få nøgler åbner instruktør og filmen op for store følelsesmæssige erkendelser, der åbenbarer sig i et plié og en pause.

Samtidig får man indblik i ballettens benhårde verden, hvor pensionsalderen er 40 år, og hvor kun de allerbedste får lov at blive ved helt så længe.

Det er kombinationen af styrke og lethed, svedende kroppe i flegmatiske bevægelser, der er så fascinerende videreformidlet i ”La Danse”.

For det er transformationen fra den fysiske, kæmpende krop til det åndelige, flydende udtryk, der gør dansen så hypnotisk betagende, og det fanger Frederick Wiseman mesterligt.