Anmeldelse: Blues for Montmartre

Dokumentarfilm

Blues for Montmartre

Danmark, 2011

Instruktion: Christian Braad Thomsen

1 time 25 min.

Vises den 5., 13. og 23. oktober i Cinemateket, København.

Vises i Århus og Odense senere på måneden.

Udkommer på dvd 1. november

Jazzcafé Montmartre i Store Regnegade i København blev i 1960'erne jazzmusikkens europæiske epicenter.

Folk som Stan Getz, Dexter Gordon, Albert Ayler, Ben Webster og Bud Powell kom på spillestedet, der for en ung Braad Thomsen blev både dagligstue og jazzuniversitet. Ved hjælp af et smukt arkivmateriale og nye interviews med flere af de involverede, fortæller han, nogle gange som jeg-fortæller, historien om de svundne tider i ”Blues for Montmartre”.

Der er netop som titlen indikerer en nostalgisk blåtone over filmen, der kun beskæftiger sig med og hylder det, der var engang. Man kan undre sig over, at pianisten Niels Lan Dokys forsøg på at genoplive Montmartre i 2010 ikke er nævnt. Ligeledes ignoreres udviklingen af jazzen som intellektuel musik, der indtil for godt 10 år siden var det eneste saliggørende på de danske rytmiske konservatorier.

De gode muntre tider

Som en af jazzcaféens initiativtagere Anders Dyrup siger i filmen: »Jeg har altid set jazz som noget muntert, og ikke noget, man skal se dybsindig ud til.«

Det er altså udgangspunktet. De gode, muntre tider. Samtidig er musikhistorien vævet ind i samfundsudviklingen, og det giver et interessant indblik i en tid, hvor amerikanske musikere flyttede til Danmark for at komme væk fra racisme og stofmisbrug.

Danmark har altså været et åndehul og et fristed for trængte sjæle, og selvom Braad Thomsen ikke er sen til at påpege, at det i hvert fald ikke skulle blive ved, ja, han taler ligefrem om, hvordan racisme siden har hærget Danmark, er det et fængslende stykke Danmarkshistorie, der også bliver præsenteret i ”Blues for Montmartre”. Allerbedst er naturligvis musikken, der får lov at fylde saligt meget. Når tonerne kærtegner publikums ører, glemmer man , at filmen lægger sig vaklende mellem personlig erindring og sociologisk historieskrivning. Først og fremmest er all that jazz fortryllende.