En stærk, konstrueret virkelighed

Måske kender du det?

Kampvogne og grædende kvinder i gaderne, og en stakåndet reporter fra TV Avisen, der i skudsikker vest fortæller, at der for et øjeblik siden lød en eksplosion ikke langt fra, hvor han opholder sig.

Mange er sårede, det er uklart hvor mange, og man må forstå, at elendigheden er total. Det gør man, men på tv ligner alle konflikter hinanden.

Billeder og kort fra Googles satellitter flyder sammen i et ubegribeligt kaos, og før refleksionen indtræffer, bliver man sendt videre til Christiansborg, hvor Villy Søvndal har sagt et eller andet, som har gjort græsrødderne tossede, og midt i det, beder den yngste om hjælp med noget matematik, og om lidt kommer der ”Hammerslag”, og det er utroligt, som boligpriserne er faldet. Også i Vejle.

Dag-til-dag-virkelighed

Birgitte Stærmose kender det. Og nu har hun med en 29 minutter lang dokumentarisk fiktionsfilm, ”Ønskebørn”, tilrettelagt billeder fra efterkrigstidens Kosovo, som formår alt det, som løsrevne nyhedsreportager ikke kan:

At skildre dag-til-dag-virkeligheden, som den kan se ud for cigaret- og telefonkortsælgende børn i Pristina. Hun fastholder seeren, så det modsatte af tv-indslaget gør sig gældende.

”Ønskebørn” vandt for nylig en Robert for årets bedste korte dokumentar, og i Rotterdam vandt den en nominering til årets bedste kortfilm ved European Film Awards. Nu vises den uafrystelige film ved Berlin International Film Festival.

Ideen ved et tilfælde

Birgitte Stærmose fik ideen til ”Ønskebørn” ved et tilfælde. I 2005 sad hun i juryen under en filmfestival i Kosovo, og da hun i sin fritid bevægede sig ud i byen, mødte hun et samfund, som hun aldrig havde oplevet før.

»Ingen kommer tilfældigt til Kosovo. Man kommer der kun, hvis man skal noget. Det var, som om alting var hemmeligt og uigennemtrængeligt.

Der var historier, der skreg på at blive fortalt. Nyhederne fortæller én slags historie, men der er mange historier om menneskers eksistens i tiden efter en krig, som ikke bliver fortalt,« siger Birgitte Stærmose.

Hvis de alligevel gør det, er det ofte på en bestemt måde, mener hun.

»Så vil det typisk være sådan, at man dokumenterer virkeligheden ved at følge nogle mennesker med et kamera. Man observerer dem, og det fører til, at vi får medlidenhed med dem. Men vores medlidenhed ledsages ofte af en forsvarsmekanisme, og derfor leder det ikke altid til så meget.«

En anderledes metode

Birgitte Stærmose valgte en anden metode. I samarbejde med en lokal albansk-talende instruktør interviewede hun 11 børn til bånd - uden kamera. Børnene fortalte historier om, at de har mistet deres forældre eller måske forsørger deres forældre, fordi de er såret på krop og sjæl af krigen.

Båndene blev efterfølgende transskriberet og oversat til dansk, og Birgitte Stærmose videregav dem til dramatikeren Peter Asmussen, som tidligere har skrevet bl.a. ”Breaking the Waves” i samarbejde med Lars von Trier.

En serie monologer

På baggrund af børnenes beretninger skrev Asmussen en serie monologer, og på den færdige film går børnene rundt i det, der ligner deres fragmenterede dagligdag. Lejlighedsvis henvender de sig direkte til kameraet og fortæller, hvad der sker i deres liv.

De reelle historier er blandet sammen, så børnene ikke nødvendigvis fortæller præcis deres egen historie. Stærmoses udtryk er iscenesat og stiliseret, men uhyre virkningsfuldt, og så imødegår metoden de traditionelle etiske problemstillinger, der ofte ligger i at finde dokumentarens grænse for, hvor tæt man kan gå på et menneske uden at udlevere det.

Børn lønnet efter taksten

Filmen er Birgitte Stærmose og Peter Asmussens fortolkning af de medvirkendes tilværelse. Børnene medvirker som en slags skuespillere, og de er i øvrigt lønnet efter gældende takster.

Instruktøren kan ikke forklare, hvad det konkret er, der gør knebet stærkt. Hun konstaterer bare, at det virker.

»Det er opstillet, men ærligt, og det bringer modtageren ind i et mere reflekterende rum, end man er vant til. Rent visuelt ligger udtrykket tæt op ad portrætmaleriet fra 1700-tallet og stillfotografiet. Det giver en meget direkte kontakt. Deres uro og eksistentielle vilkår kommer os nærmere.«

Føler du ikke, at du har overtaget deres historie ved at lægge monologerne i munden på dem?

»Enhver dokumentar er i forvejen en personlig fortolkning af de ting, man ser. Jeg har aldrig været interesseret i at lave en klassisk dokumentarfilm. Jeg ønskede at komponere billeder ud fra mine observationer, og da monologerne er baseret på ægte historier, kan jeg sagtens forsvare filmen.«