Svend

Svend

Danmark 2011

Instruktør: Anne Regitze Wivel

1 time 50 min.

På forhånd har Anne Wivel understreget, at filmen om hendes afdøde mand, Svend Aukens, to sidste leveår ikke har noget med den igangværende valgkamp at gøre. Det har den umiddelbart heller ikke.

Dels spiller miljøpolitik, Aukens hjertebarn i den sidste del af hans karriere, en ret så beskeden rolle i valgkampen. Dels er iøjnefaldende nok den eneste yngre topsocialdemokrat, som overhovedet fremhæves i filmen, Aukens protegé, den nuværende EU-parlamentariker Dan Jørgensen, foruden at det antydes, at formandsopgør og fløjkrige er noget, som partiet har lagt bag sig.

Det er navnlig to andre politiske universer, der skildres i den noget omstændelige og til tider lovlig hjemmevideolignende film. Man ser Auken som miljøpolitiker i internationale sammenhænge, som bonkammerat med lydhøre amerikanske kongresmedlemmer og på rundtur blandt flinke afrikanske indfødte, som han pædagogisk forklarer om socialdemokratismens fortræffeligheder.

Sideløbende ser man ham blive hyldet som popstjerne ude blandt det danske folk. Fra sit gamle institut på Aarhus Universitet over socialdemokratiske kernetropper til hans sidste offentlige tale ved den store støttedemonstration i 2009 på Rådhuspladsen for irakerne i Brorsons Kirke.

Åbenhed og tvivl

Alt sammen sker det i en blanding af reportageoptagelser, tv-klip og håndholdte pseudointerviews, som Anne Wivel selv har lavet med ham. Det kunstneriske resultat havde næppe tabt ved, at hun havde givet sig selv en knap så fremtrædende rolle og begrænset antallet af scener, hvor man ser Auken varme kaffe i mikroovnen eller cykle bort fra hjemmet, mens han råber ”hej, hej”.

Alligevel bliver filmen undervejs både væsentlig og bevægende også for andre end fanklubben og de nærmeste. Det sker i de passager, hvor den når ud over blot at ville hylde ham som Al Gore fra Kartoffelrækkerne.

Først og fremmest er det i forbindelse med Aukens kræftsygdom. Han har levet med den i flere år, da den i løbet af 2007 begynder at accelerere, og flere af de stærkeste scener viser, hvordan hans åbenhed om sin tilstand indadtil ledsages mere og mere af tvivl og bitterhed.

Imidlertid dukker der endnu et lag op i filmen. Det er her, den bliver rigtigt vedkommende som portrætfilm og ikke blot som en film med en mand, der taler om verden og sig selv.

Den ensomme stjerne

Midt i, at Auken hyldes både af folket og af filmskaberen, kommer han nemlig ofte til at fremstå mærkeligt alene. Vist er han stadig stjerne i sit parti, men han var også manden, der ikke havde det, der skulle til for at blive statsminister og - i hvert fald, som filmen fremstiller det - ikke længere er med der, hvor de tunge beslutninger tages.

Påfaldende ofte ser man ham før eller efter en stor tale stå eller sidde helt for sig selv. Og se ud, som om han godt ved, at det er sådan, men samtidig stadig ikke helt forstår hvorfor.

Det bliver et spejlbillede af de til tider højrøstede debatter, man får at se med ikke mindst hans borgerlige forgænger og hans efterfølger i det elskede miljøministerium, Per Stig Møller og Connie Hedegaard. Her taler en mand, der ved, at han naturligvis har ret (og som filmen er klippet, får modparterne heller ikke mange ben til jorden eller ord indført) og med stigende sarkasme og frustration slet ikke kan forstå, at han ikke også bare får det.

Som tilskuer forstår man derimod glimtvis godt, hvorfor han kom til at støde så mange fra sig i og uden for sit parti. I Bo Lidegaards nye bog, ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede”, tegnes der i så henseende et ganske besk portræt af ham. Dermed bliver filmens smertepunkt ikke kun konflikten omkring den ambitiøse miljøforkæmper, der slides ned af sygdom - den bliver også fortællingen om overskudsmennesket og søndagsbarnet, der stadig bare så gerne vil holdes af.

Nysgerrig livsnyder

De smukkeste scener i filmen er dem, som tilsyneladende slet ikke handler om politik. Når Auken er politiker, iscenesætter han sig udadtil med vekslende held, men ofte stor dygtighed og fingerspidsfornemmelse, hvad enten han taler global miljøpolitik eller skænker op af det store socialdemokratiske floskelanker.

Men indimellem ser man ham hvile i sig selv som familiemenneske og som en på én gang afslappet og nysgerrig livsnyder, selv da livet definitivt er ved at være slut. Og faktisk er det her, filmen bliver allermest politisk.

Ikke blot kommer han nemlig formentlig til at gå over i historien som den sidste socialdemokratiske toppolitiker, der gerne gik i jakke og slips og stolt hejste Dannebrog i sommerhuset, havde et stort billede af et kors stående på køkkenbordet, hørte klaverkoncerter af Mozart og havde uoversat svensk poesi liggende på bogreolen. Ikke mindst sammenlignet med, hvad den aktuelle valgkamp har budt på af populistiske ynkeligheder, kommer Auken dermed til at fremstå som en af de foreløbig sidste toppolitikere, der turde være sig selv bekendt.