Den 80-årige Clint Eastwood ser ingen grund til at indstille sin karriere som succesfuld filminstruktør. Han kan jo stadig. Foto: Victoria Will/AP
Det er snart 60 år siden, at en voksen dreng fra San Francisco ved navn Clinton Eastwood første gange optrådte i en amerikansk film.
Siden er Clint, som han nu kaldes, blevet noget af et filmklenodie. Han har vundet fire Oscarstatuetter og haft enorm succes som både skuespiller og instruktør.
Og den 80-årige Eastwood er still going strong, som klicheen lyder. Den 3. februar er der premiere på hans seneste film "Hereafter", som ifølge manden selv ikke bliver hans sidste.
I et interview med The Telegraph giver Dirty Harry-skuespilleren udtryk for, at han absolut ikke har tænkt sig at indstille karrieren.
"Jeg har altid undret mig over, hvorfor en som Billy Wilder ville stoppe med at lave film som 60-årig, når en som John Huston instruerede mens han sad i kørestol", siger Clint Eastwood.
"Det afhænger af dine evner på det bestemte tidspunkt i dit liv. Mennesker topper på forskellige tidspunkter i livet. Der er en portugisisk instruktør, der er 104 og stadig laver film", siger han.
I "Hereafter" spørger Clinten, hvad der sker efter døden. Filmen er en thriller med tre parallelhistorier og har Matt Damon i hovedrollen.
Damon spillede også med i Eastwoods seneste film, "Invictus", med Morgan Freeman i hovedrollen som Nelson Mandela.
Derudover tæller Clint Eastwoods bagkatalog film som "Mystic River", "Flags of Our Fathers" og "Gran Torino".
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


