Nowhere boy

NOWHERE BOY

England, 2009

Instruktion: Sam Taylor-Wood

1 time 43 min.

Premiere i Dagmar i København og Metropol i Århus

Til oktober ville John Lennon være fyldt 70. Og den i 1980 afdøde beatle er for længst blevet så etableret en del af den aldrende ungdomskulturs mytologi, at der nu på helt klassisk Hollywood-romantisk vis også kan laves småsentimentale film om den rebelske rockkunstners forvirrede ungdom.

Oven i købet er ”Nowhere Boy” spillefilmsdebut for den engelske billedkunstner Sam Taylor-Wood. Hun skal have ry for at være både hip og kontroversiel (det var hende med videoinstallationen af en sovende David Beckham), men det mærker man nu ikke meget til i dette skiftevis tudevorne og melodramatiske, men grundlæggende bundtraditionelle tidsbillede fra England midt i 1950'erne.

Der er en hvalros

Selv om stedet er Liverpool i stedet for London og tidsrammen nogle år forinden, dækker filmen meget samme terræn som Lone Scherfigs ”An Education”. Forskellen er, at ”Nowhere Boy” ud over at skildre opbrud i det forkrampede engelske småborgerskab udmærket godt ved, at dens publikum ved, at dens hovedperson vokser op til at blive én af sin tids store revolutionære.

Den forsømmer da heller ikke mange lejligheder til at blinke småkrukket og indforstået til tilskueren og afkrydse centrale, mere eller mindre velkendte detaljer i dannelsen af det, der blev til The Beatles.

Så ser man lige et gadeskilt med adressen Strawberry Fields, så bliver der tegnet en hvalros, og så proklamerer en kun lige 15-årig, men i forhold til Lennon langt mere selvsikker og musikalsk erfaren Paul McCartney, at »vi skal skrive vores egne sange«.

Den perfekte modsætning

Helt ud i underlægningsmusikken vakler filmen mellem to slags klichéer. På den ene side klistrede samlebåndsstrygere, på den anden side demonstrativ brug af tidstypisk rock and roll.

Faktisk er det først, da McCartney dukker op, at den store historie begynder at få dynamik. De to frontfigurer swinger på én gang perfekt sammen og er hinandens diametrale modsætninger.

Det er dog nok så meget filmens lille historie, der optager Taylor-Wood, nemlig Lennons mildt sagt kaotiske opvækst og det tvetydige forhold mellem hans ustabile mor og hans stramtandede moster.

Og det i en grad, så man ind imellem spekulerer på, om ikke filmen med fordel kunne have fokuseret mindre på legenden i svøb og mere på kvinderne bag ham, der spilles med stor styrke af henholdsvis Anne-Marie Duff og Kristin Scott-Thomas.

Det gør hovedpersonen dog også af talentet Aaron Johnson, der fornemt får vist, hvor den senere rockstjernes langt fra altid sympatiske distance og sarkasme kom fra. Herunder også, synes filmen indirekte at sige, at de mange rebelske attituder muligvis ikke var kommet ud af Liverpool og moderbindingerne, hvis ikke den ambitiøse McCartney var dukket op til at give dem retning.