Anmeldelse: I have never forgotten you

I HAVE NEVER

FORGOTTEN YOU

The Life & Legacy of

Simon Wiesenthal

USA 2007

Instruktion: Richard Trank

1 time, 45 minutter

Premiere i Vester Vov Vov;

Kbh., Café-biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus



Dette portræt af nazi-jægeren Simon Wiesenthal er en smuk, dyb og i enkelte øjeblikke bevægende film, der går lige til hjertet, men samtidig appellerer til eftertanken. Mon ikke de fleste kender mandens navn og ved, at han utrætteligt og uophørligt søgte at opspore nazistiske forbrydere fra Hitler-tiden? Han fandt Adolf Eichmann, der stod for organiseringen af koncentrationslejrenes systematiske jøde-udryddelse. Og han arbejdede sig fra sit ”dokumentations-center” i Wien frem til utallige andre perverse skurke, som havde søgt at skjule sig.

Som Wiesenthal fremtræder her, er han aldeles ufanatisk, men som ældre en smuk, velformuleret mand med generøsitet og humor i sit væsen og et karakterfuldt ansigt, der røber både lidelse, tålmodighed og målbevidst beslutsomhed, en lutret lidenskab. Hærdet og modnet som han er blevet i koncentrationslejeren Mauthausen. Som den eneste af en stor familie overlevede han holocaust. Filmen følger ham fra barndommen i Galisien til hans død i 2006 og er uhyre grundig - ikke kun i sit portræt, men også i sine analyser og informationer.

Svinet til af Kreisky

Wiesenthal blev en succes, agtet og hyldet - ikke mindst i USA, hvor to præsidenter, Reagan og Clinton dekorerede ham, og hans arbejde bar frugt, men han høstede aldrig personlig fordel. Ene mand har han æren for, at nazi-forbrydelser af alle slags er kommet for en dag, og de skyldige udpeget, selv om mange døde undervejs.

Men han kom ikke gratis til sine resultater. Tværtimod! I Østrig, der vist aldrig er blevet rigtigt afnazificeret, blev han hånet og sjoflet - beskyldt for meddelagtighed i koncentrationslejr-lidelser - for at hytte sit skind.

Det er simpelthen uappetitligt at se en pinligt brovtende bisse som den østrigske kansler, Bruno Kreisky, der i menneskeligt format ikke når Wiesenthal til sokkeholderne, svine ham til, fordi han har udpeget en partileder, Kreisky skal bruge for at holde sig ved magten, som deltager i massemord og massakrer.

Påvisningen af, at den østrigske præsident og tidligere FN-generalsekretær Kurt Waldheim også var renlivet og aktiv nazist, skyldes også Wiesenhal, men øgede ikke hans kredit.

Dog er det ham, der havde ret og stod fast trods voldelige anslag både imod hans kontor og person. Og arbejdet kronedes med held, hvad der betonedes symbolsk, da han fejrede sin 90-års fødselsdag på det hotel i Wien, hvor Hitler elskede at residere.

Antisemitismen lurer

Filmen om Wiesenthal egner sig måske bedre til en tv-skærm end et biografbesøg, men det ændrer ikke ved, at den er et nødvendigt, uvurderligt og uforglemmeligt dokument. Dels fordi manden - trods ufattelige lidelser, eller måske netop i kraft af dem - var så helstøbt et menneske. Dels fordi antisemitismen modbydelighed altid lurer - i talrige hykleriske forklædninger, desværre ofte blandt venstreorienterede intellektuelle, som f. eks. den norske forfatter Jostein Gaarder, der ikke skal huskes for sine bøger, men for sine jøde-hadske udtalelser under Israels krig for et par år siden mod Hisbolla i Sydlibanon.

Kun kunne man ønske, at en tilsvarende dokumentation af Stalin-regimets forbrydelser var mulig. Den foreligger i ”Kommunismens Sorte Bog”, men i højere grad som statistik - uden det menneskelige perspektiv, Wiesenthal forlenede sin virksomhed med.