Anmeldelse: W.

Biografi på film

W.

USA, 2008

Instruktion: Oliver Stone

2 timer 10 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

W for Walker. Mellemnavnet i midten af præsident George W. Bushs navn. Det lille bogstav, der på papiret adskiller sønnen fra faderen, George Bush, der også var præsident for Amerikas forenede stater.

Som far, så søn. Tilfælde? Ikke ifølge den Oliver Stone, der i filmen ”W.” giver et billede af en præsident, der er i krise, fordi han aldrig har vundet sin fars respekt.

Filmen fremstiller George W. Bush (eminent spillet af Josh Brolin, der både ligner og lyder som den ægte vare) som en fordrukken, dame-glad yngling, forkælet og ødelagt af magt og massiv rigdom. Han sejler gennem livet og prøver først det ene, så det andet, alt imens hans far (James Cromwell) gang på gang erklærer, at han er skuffet over sin søn.

»Hvad duer du til?« spørger han ham i en af filmens centrale far-søn-scener.

»Tror du, at du er en Kennedy? Du er en Bush! Opfør dig som en.«

Religiøs åbenbaring
Det er dog ikke hans jor-diske far, men den himmelske fader, der i sidste ende ændrer George Jr.'s liv. En religiøs åbenbaring får ham til at lægge sprutten på hylden, og da han møder den sødmefyldte Laura, begynder den lange vej, der ender i adressen 1600 Pennsylvania Avenue: Det Hvide Hus.

Den genfødte Bush langer tørlagt og truende ud efter Mellemøsten med hjælp fra chefstrategen Dick Cheney (Richard Dreyfuss) og det smågale politiske geni Karl Rove (Toby Jones), og filmen præsenterer den velkendte sandhed, at Bush' beslutninger som præsident (heriblandt hvordan han lod sig styre direkte ind i Irakkrigen) i høj grad er formet af hans stab.

Det er dog hele tiden Bush, der er i fokus i filmen, der springer mellem fortid og nutid i sit kalejdoskopiske portræt af en usædvanlig umoden præsident.

Forsigtig i kritik
Sammenlignet med Stones tidligere præsident-biografier, ”JFK” og ”Nixon” er ”W.” meget traditionel i sin fortælling - og en lille smule forsigtig i sin kritik. Det kan måske skyldes, at Stone ikke har den historiske afstand til Bush, som han havde til Kennedy og Nixon.

”W.” lægger ikke nye alen til billedet af Bush, den er påfaldende ukontroversiel, og snarere end at pege fingre af de politiske konsekvenser af Bushs embede fremstiller Stone ham som en lattervækkende stakkel med et ødipuskompleks, der er nedarvet lige som navnet. Det havde klædt filmen med mindre far-søn-forhold og mere politisk plot.

En halv time for lang
Disse forbehold til trods (og skønt den er mindst en halv time for lang) er ”W.” ikke desto mindre en kraftpræstation af en film, som er vigtig.

Det er modigt at lave en film om den siddende præsident, og vi har brug for at blive mindet om, hvilken vanvittig historie, der ligger bag Amerikas 43. præsident, der inderst inde bare er en dreng, der skuffede sin far. Og W'et?

Det står i hvert fald ikke for ”What A Wonderful World”, Bob Thieles berømte sang, der lyder i filmen som enten en ironisk kommentar eller et håb fra Stones side om en bedre fremtid efter George W. Bush.