Anmeldelse: I'm not there

I'M NOT THERE

USA 2007

Instruktion: Todd Haynes

2 timer, 15 minutter

Premiere i Grand, Dagmar og Empire i København, CinemaxX i Århus og Cafébiografen i Odense

Man behøver muligvis ikke have bedetæppe og nørdhat med i biografen for at påskønne Todd Haynes' ambitiøse filmfantasi om Bob Dylan. Men der er ingen tvivl om, at det hjælper.

Undertitlen ”Baseret på Bob Dylans sange og mange liv” er nemlig helt præcis. Der er ikke tale om noget blot i nærheden af en traditionel biografisk fortælling, men derimod om en videreudvikling af den nu 66-årige rocksangers livslange, demonstrativt uudgrundelige leg med selviscenesættelse, identiteter, fiktioner og utroværdighed.

Oprindelig hedder han jo for den sags skyld slet ikke Bob Dylan, og i sin første filmrolle, i Sam Peckinpahs ”Pat Garrett and Billy the Kid” fra 1973, spiller han ikke for ingenting en gådefuld figur ved navn Alias. Ligesom der i hans egne sære filmprojekter som ”Renaldo and Clara” er andre, der spiller nogle, der ligner ham, mens han selv spiller nogle helt andre.

Tiltalt som kunstner
I filmen her optræder der endda slet ikke nogen sanger ved navn Dylan. Men derimod en række figurer, der hver for sig og tilsammen kommenterer og digter videre på myten og sangteksterne.

Den blot 11-årige sorte (!) dreng Marcus Carl Franklin - som er fremragende - er den purunge bluessanger, der lyver om sin baggrund og sågar kalder sig Woody Guthrie efter sit idol. Englænderen Ben Whishaw er en digter, som kalder sig Arthur Rimbaud efter et andet forbillede og over for en domstol skal forsvare sig som fri kunstner.

Lidt tættere på virkeligheden spiller Christian Bale såvel den 20-årige protestsanger som den ældre stjerne, der for en periode bliver genfødt kristen. Mens Heath Ledger har den utaknemmelige rolle som den blaserte mediehelt og mandschauvinist.

Det er imidlertid den selv efter hendes standard formidable Cate Blanchett, der som en perfekt kopi af Dylan årgang 1965-66 vælter filmen i skikkelse af protestsangeren, der hellere vil formumme sig bag solbriller og spille elektrisk og er tæt på at blive lynchet af folk-fundamentalister. Richard Gere får til gengæld det sidste ord som den aldrende outlaw Billy the Kid, der har overlevet i sentimental idyl langt ude på landet, men på ny må flygte fra lov og orden.

Den sande protest
Lydsporet er en blanding af originalindspilninger og kopiversioner ved en lang række forskellige sangere. Marcus Carl Franklin er dog den eneste af skuespillerne, der selv synger - blandt andet en prægtig akustisk countryblues-udgave af ”Tombstone Blues” sammen med veteranen Richie Havens.

Kan man sin Dylan, er det stedvis aldeles brillant. Og langt mere i emnets ånd end en mere konventionel dokumentar som Martin Scorseses ”No Direction Home”.

Uindviede kan muligvis også godt få noget ud af det, de mange indforståetheder og krukkede referencer til sanglinjer ufortalt. For på et dybere plan er det også en film, der med afsæt i Dylan diskuterer kunst og frihed generelt, samt i særdeleshed den enkeltes frihed til ikke at lade andre bestemme over sig og låse én fast.

Hvad der også kan siges at være Dylans samlede pointe gennem alle årene. Og det der, langt mere end hans gamle politiske sange, for alvor gør ham til protestsangeren over alle.

Hertil og ikke længere
Filmens problem er snarere, at uanset hvor velspillet, teknisk brillant og varieret - samt ofte meget vittigt - de enkelte sekvenser er iscenesat, er de også meget ujævne. Til tider er den meget tæt på virkeligheden, andre gange forsvinder den helt ud i selvsmagende fiktion.

Navnlig ligner Heath Ledger-afsnittene mest af alt en meget gammeldags og ikke særlig inspireret Hollywood-film om at glemme sin sjæl for berømmelse. Og som så mange andre dylanologer ved Todd Haynes heller ikke helt, hvad han skal gøre med mesterens forkætrede kristne periode omkring 1980.

Til allersidst ser man dog alligevel noget der ligner manden selv, som en skygge i modlys, der blot trækker vejret gennem sin mundharmonika, inden signatursangen ”Like A Rolling Stone” sætter ind under rulleteksterne. Og tættere på den virkelige Bob Dylan er der formentlig aldrig nogen, der kommer.

jakob.levinsen@jp.dk