Control

CONTROL

England/USA 2007

Instruktion: Anton Corbijn

Premiere i Grand Teatret, Park Bio, Empire København, Øst for Paradis Århus, Café Biografen Odense, Nikolai Biograf Kolding


Ian Curtis var blot 23 år, da han den 18. maj 1980 hængte sig i sit hjem i Macclesfield, Nordøstengland. Hans tre år gamle band var kun lige begyndt at få vind i sejlene, havde netop færdiggjort sit andet album og stod for at skulle på sin første USA-turné.

Alligevel nåede Joy Division i den korte karriere at ændre engelsk rockmusik afgørende, fra primitiv vrissen punk til en storladen, på én gang dyster og dansabel musik, domineret af Curtis' mørke, dramatiske stemme og stemningsmættede tekster. Hvad Nirvana med Kurt Cobain var for amerikansk rock 10-15 år senere, var Joy Division med Curtis i sin tid for engelsk, og de tre resterende medlemmer blev ikke for ingenting under navnet New Order et af 1980'erne og 1990'ernes største bands.

Den talentspækkede Manchester-scene i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne er tidligere beskrevet med den brede pensel i Michael Winterbottoms ”24 Hour Party People”. I denne respektindgydende spillefilmdebut fra hollænderen Anton Corbijn - der som purung tog til England netop i begejstring for Joy Division - handler det derimod udelukkende om dette ene band og i særdeleshed om Ian Curtis.

Gribende skildring

Det er nemlig langtfra kun en musikfilm, dens detaljemættede sort/hvide 70'er-billeder og ofte ganske vittige skildringer af rockmiljøet til trods. De mestendels ukendte skuespillere har ligefrem selv lært at spille og synge Joy Division-repertoiret, og Corbijns hidtidige karriere som verdensberømt rockfotograf og musikvideoinstruktør navnlig for U2 fornægter sig heller ikke.

Helt undgår han dog ikke altid musikbiografiens klichéer. Og at lade nedsmeltningen i Curtis' ægteskab akkompagnere af hans kendteste sang ”Love will tear us apart” er lige patetisk nok.

Men hvor gennemmusikalsk filmen i øvrigt er, er det frem for alt en gribende skildring af et menneske, der af mange grunde mister grebet om sig selv og går i sort, indtil der ikke længere er nogen vej ud. Titlen er en reference til sangen ”She's Lost Control”, som Curtis skal have skrevet til en pige, der ligesom han selv led af voldsom epilepsi.

Oscar-klasse

For Curtis, spillet i noget nær Oscar-klasse af debutanten Sam Riley, er nok ambitiøs og karismatisk som sangskriver og performer. Men han er også fysisk og psykisk skrøbelig, får det dårligere og dårligere med at optræde og bliver efterhånden splittet mellem sin jævne lokale ungdomskæreste og enbelgisk diplomatpige.

Filmens helt store styrke er imidlertid, at den hverken helgenkårer eller fordømmer ham. Hans vaklen mellem kødfuld kone og baby på den ene side og smækker ny kæreste på den anden er nok ussel over for alle parter - filmen er baseret på enken Deborahs bog ”Touching from a distance”, og hun er krediteret som manuskriptforfatter.

Talent og dæmoner

Men man forstår også til fulde, hvor tæt hans kunstneriske talent og menneskelige dæmoner er forbundne, med enorme omkostninger for alle involverede. Det gælder uanset hvor fantastisk musikken (der findes samlet stort set komplet på bokssættet ”Heart and Soul”) lyder den dag i dag, og uden Joy Division havde der næppe heller været noget The Smiths eller noget Depeche Mode få år senere.

Dermed formår Corbijn at gå en fin balancegang mellem kunst og menneskelighed, ved på én gang at skabe en stor rockfilm - én af de største - om en afgørende brydningstid i musikhistorien og et indtrængende portræt af én enkelt mands undergang. I mange af de mest hjerteskærende scener bliver der desuden spillet og fotograferet med en intensitet, så man ikke er spor i tvivl om, at Corbijn også må have en betydelig instruktørkarriere foran sig uden for rockverdenen.