Anmeldelse: Ronal Barbaren

Animation

Ronal Barbaren

Danmark, 2011

Instruktion: Thorbjørn Christoffersen, Kresten Vestbjerg og Philip Einstein Lipski

1 time 30 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Et par fritløbende nosser, kranieknækkende bryster, klippeformationer i fuckfinger- og fallosform og halv-homofobiske bagpuler-jokes.

Det er stilen i ”Ronal Barbaren”, det nyeste udspil fra folkene, der også stod bag ”Terkel i knibe” og ”Rejsen til Saturn”. Med inspiration fra 1980'er-film som ”Conan barbaren” og ”Red Sonja” har de lavet en fantasy-animation om barbaren Ronal, der modsat sine artsfæller er en splejset og skeløjet slapsvans, og som derfor ikke bliver regnet for noget.

Da han er skyld i, at hele hans stamme, undtagen han selv, bliver taget til fange, må han vise, at det ikke er i musklerne, at mandsmodet sidder. Sammen med troubadouren Alibert, den krigeriske skjoldmø Zandra, og den metro-/homoseksuelle elver Elric, begiver Ronal sig på togt for at redde sit folk.

Den aparte flok skal selvfølgelig igennem mange forhindringer, før den evigt brokkende Ronal lærer ikke at hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Drengerøve på spil

Selvom der fortælles med meget ironi, og blandt andet de latterlige barbar-machotyper revses meget fornøjeligt, så kan instruktør-trioen ikke dy sig for gang på gang at benytte drengerøvs-puerile platheder som bærende komisk træk.

Det er overraskende forudsigeligt og meget lidt forargende på den morsomme måde. Stik imod, hvad man kunne forvente af netop disse bagmænd. At filmen desuden bag al facaden er en politisk korrekt udviklingshistorie fortalt med grov langsommelighed, gør overordnet ”Ronal Barbaren” til en omgang tandløs barbar-blabla.