Anmeldelse: Peter Plys - nye eventyr i Hundredmeterskoven

Animation

Peter Plys - nye eventyr I Hundredemeterskoven

USA, 2011

Instruktion: Stephen J. Anderson,

Don Hall

1 time 3 min.

Premiere i dag i biografer landet over

A.A. Milnes udødelige historier om den honningglade plysbjørn og hans venner, Grisling, Æsel, Tigerdyr, Ugle, Ninka Ninus, Kængu og kængubarn - for ikke at glemme drengen Jakob - besidder den sjældne kvalitet, at de kan fange, charmere og glæde mennesker på ethvert alderstrin. Det er en af grundene til, at det en fornøjelse at se Disneys film om Plys og hans krammedyrsflok i biografen.

Der er noget magisk over den tilsyneladende enfoldige bamse og hans undersøgelse af verden. Det indsigtsfulde i børneuniverset afslører sig måske ikke umiddelbart, men at Milnes Plys-historier er fyldt med kundskab, er der ingen tvivl om.

Det har ligefrem ført til, at man taler om plysologi, noget, der dyrkes i de mangfoldige bøger om filosofi, psykologi og ledelse, der tager udgangspunkt i Peter Plys' søde og kloge betragtninger.

Hvem skulle have troet det, da den første bog om Peter Plys blev udgivet i 1926? Ikke Milne selv i hvert fald, der i 1930 solgte rettighederne til sine historier til en litterær agent for blot 1.000 dollars. I 1966 overtog Disney rettighederne, og det anslås, at koncernen tjener 6 milliarder dollars om året på Plys.

Respekt for Plys

Man kunne frygte, at ”Peter Plys. Nye historier i Hundredemeterskoven” var et kalorielet, halvhysterisk affaldsprodukt fra en profit-orienteret Disney-koncern. Det er det bare slet ikke.

Filmen lægger sig tæt op ad Ernest H. Shepards streg, den første illustrator på historierne. Alene her ydes der respekt til alle Plys-nostalgikere.

Det samme gør der med historien, der er så genkendelig, men alligevel lidt ny. Æsel (herlige, misantropiske, selvforagtende, kære Æsel) har mistet sin hale. Den skal findes. Peter Plys er så sulten, så sulten. Honning skal findes. Og Jakob er muligvis blevet bortført af den væmmelige Hr. Straks. Jakob skal findes.

Karaktererne drøner rundt i Hundredemeterskoven, og de bruger bogstaverne fra bogens sider som redskaber og hjælpemidler. Der lægges nemlig ikke skjul på, at en bog er forlæg, og det giver filmen en utrolig charme. Selvom det allerede blev brugt i den første Plys-Disney-film fra 1977, så virker det her originalt.

Midt i en 3D-computerforelsket tid er det nemlig helt rart, at der fortælles enkelt og præcist. Det er lidt ligesom Peter Plys selv.

Han virker så simpel, men han er bedre end de fleste.