Tintin: Enhjørningens hemmelighed

Tintin: Enhjørningens hemmelighed

USA, 2011

Instruktion: Steven Spielberg

1 time 50 minutter

Premiere i dag landet over

Da Steven Spielbergs første Indiana Jones-film, ”Jagten på den forsvundne skat”, havde premiere i 1981, stødte instruktøren på en fransk anmeldelse, som han forsøgte at tygge sig igennem. Selv om han ikke for alvor mestrede sproget, bemærkede han et ord, der blev ved med at gå igen: ”Tintin”. Spielbergs piske-glade arkæolog-eventyrer Jones mindede nemlig den franske anmelder om den belgiske tegner Hergés spejderdrengs-helt, og hermed blev Spielbergs interesse og kærlighed til Tintin vakt.

Sammen med sin nye legekammerat Peter Jackson, der har produceret, har Spielberg nu lavet en homage til Tintin. Men det er farefulde vande, de to er stævnet ud i, for dedikerede fans af Hergés streger vil have et usandsynligt skarpt blik for enhver afvigelse fra eller upassende modernisering af det oprindelige forlæg. Og dem er der et par stykker af.

Fra tre album

Selv om filmen har taget navn efter ét tegneseriealbum, blandes handlingen fra ”Enhjørningens skat”, ”Rackham den Rødes skat” og ”Krabben med de gyldne kløer”. Det behøver man ikke lade sig forvirre af, men blot glæde sig over, at den iltre og bandeords-opfindsomme Kaptajn Haddock dermed bliver introduceret og får lov at spille en stor rolle i filmen. For havde det ikke været for ham, ville filmen have været overordentligt flad.

Handlingen er som følger: Tintin kommer på sporet af en skjult skat, som han sætter ud i verden for at finde. På turen møder han den fordrukne kaptajn, der er efterkommer af skattens første ejermand, og som derfor må være med på eventyret. Det bringer de to på en hæsblæsende jagt på rigdom og ære, for den snusfornuftige Tintin jager også den gode historie.

Han er nemlig journalist, men ganske som i Hergés tegneserie tjener dette erhverv ikke som andet end en undskyldning for, at Tintin rejser ud på eventyr. Der er mange slappe forklaringer på, at figurerne gør, som de gør, og det kan man slå sig til tåls med, hvis man er fan af det oprindelige univers.

Teknisk mesterstykke

I den næsten drejebogsagtige form, som tegneserien har, skal der presses en scene ned i hver tegning, og derfor rummer de mere konstatering end forklaring.

Men dette forhold ophæves netop, når det omsættes til levende billeder. Derfor har udfordringen for Spielberg og co. været at fylde på, at gøre karaktererne mere runde, mere levende.

Det lykkes rent visuelt. Og det endda imponerende godt. Man har brugt den såkaldte motion capture-teknik, hvor levende skuespillere udspiller handlingen foran en green screen, hvorefter deres bevægelser animeres. Det har skabt en usandsynligt flot fotorealisme.

Vækket til live

Peter Jackson og Steven Spielberg er uden tvivl de rigtige (og har den rigtige økonomiske backup) til at få teknikken til at fungere optimalt.

Tintin er trådt ud af sine karikerede og stive klæder og bliver vækket til live i filmen. I hvert fald i det ydre. Det indre kniber det med og har nok altid gjort det.

Tintin er simpelthen ikke en specielt interessant drengemand og helt. Pæn, poleret og nævenyttig korrekt redder han verden fra alverdens skurke. Derfor skal han have selskab af sine uligevægtige kammerater som Kaptajn Haddock og de kluntede politikloner Dupond og Dupont, for at der kan blive uglet lidt op i pomadestrithåret, og alt kan få lidt kant.

Og havde det ikke været for især Kaptajn Haddock, var filmen nok også endt med at blive alt, alt for velfriseret.

Lag på lag

Alligevel er det netop kaptajnen, der optræder i filmens største faux pas. Han er hovedpersonen i en langtrukken actionscene, hvor han og hans ærkerival, Sakharine, udkæmper et slag i et par kæmpekraner. Her går filmen i tomgang i speciel effects-onani og bulder og brag-begejstring. Den scene er symptomatisk for filmens trang til at candyfloss-underholde.

Så hjælper det kun lidt, at man har indlagt små, fine hints til det oprindelige, finurlige univers ved f.eks. at lade en avis, der indgår som spor, hedde ”Le Petit Vingtième”, den avis, som Tintin-serien først blev trykt i i 1929, eller at man ser selveste Hergé tegne Tintin på et loppemarked i en af filmens første scener.

Hergés Tintin har ikke nydt samme popularitet i USA som i Europa, og måske derfor har man set sig nødsaget til at forklare alt med hævet stemme og i et overtydeligt sprog. Det gør bare ikke historien noget godt. Men splitte mine bramsejl, det er flot.

TV: Dansk Tintin-ekspert er begejstret