Mumle med vennerne Bo, Erik og Atticus. Foto: Warner Brothers
Animation
Happy Feet 2
USA, 2011
Instruktion: George Miller/Lars Thiesgaard
1 time 40 minutter
Premiere 1. juledag i 86 danske kopier og 6 kopier af den originale version i biografer landet over.
En succes kalder ifølge Hollywood-logik på en fortsættelse. Og da ”Happy Feet” i 2006 viste sig at blive en storsællert og en kritikerdarling, er det ikke overraskende, at vi nu igen kan se de musikglade pingviner på det store lærred.
Den første film handlede om Mumle, der ikke kunne synge som alle de andre fugle i flokken, men som til gengæld kunne steppe. Og outsideren endte naturligvis med at blive helt på egne præmisser.
Denne gang er det Mumles søn Erik, der har svært ved at falde ind i mængden. Han lider nemlig af danseskræk. Da han ydmyget over sin uformåenhed flygter fra sin flok, møder han den flyvende ”pingvin” Sven, og det er ham, Mumle skal konkurrere om sønnens gunst med. Og det er lettere sagt end gjort, for hvad kan en helt almindelig steppefugl stille op over for naturens uforudsigelige katastrofeudsving?
Det er George Miller, der også stod bag ”Mad Max” og ”Babe den kække gris”-filmene har endnu en gang har koreograferet en animationsmusical på pingvinsk. Men selv om Miller ofte har vist sit blik for den halvanarkistiske komik, charmer han forbi målet denne gang.
Historien bliver aldrig særligt påtrængende, og sidehistorierne virker påklistrede og strøet ud over filmen med så træg en hånd, at et børnepublikum må forventes at have glemt både hvem, hvordan og hvorfor.
I den originale udgave har de to krebsdyr Will og Bill fået stemmer af Brad Pitt og Matt Damon, og man må formode, at karaktererne af denne grund har en komisk genklang dér. Men i den danske version har de ingen anden funktion end at forhale handlingen. Alligevel er der meget godt underholdningsstof i ”Happy Feet 2”, som skal roses for sine visuelle fortræffeligheder, 3D eller ej.
En film, der kan holde hverdagsalmindeligheden stangen for en stund. Med pingvinerne kan man så danse dagen lang og bekymre sig en anden gang.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



