Anmeldelse: Milo på Mars

MILO PÅ MARS

(Mars needs moms)

USA, 2011

Instruktion: Simon Wells

1 time 28 min.

Premiere i dag i Palads og CinemaxX i København, Kinopalæet i Lyngby, CinemaxX og BioCity i Aarhus, CinemaxX og Biocity i Odense samt BioCity i Aalborg

En drengs bedste ven er hans mor, hedder det i en gammel filmklassiker. I dette ualmindeligt stygge, uinspirerede og umorsomme nye animationsprodukt fra Disney-industrien er det dog nærmest omvendt.

Efter at have skændtes med sin mor oplever Milo, at hun bliver bortført af marsboere. I betragtning af hvor ualmindelig øretæveindbydende ungen er, kan man dog ikke udelukke, at moderen har hilst muligheden velkommen med kyshånd.

Nå, Milo får i hvert fald held til at komme med derop og alliererer sig med forskellige utilpassede lokale typer. Det viser sig, at marsboerne selv har glemt, hvordan man er forældre, og derfor nu regeres af stramtandede tigermødre, som for hver ny generation er nødt til at kidnappe mødre fra Jorden og tappe kærlighed ud af dem.

Nørderne kommer

Det er, en del buldrende action og nogle halvflotte kulisser ufortalt, nøjagtig så klægt, som det lyder. Faktisk er det endnu værre.

En rigtig mor er nemlig her én, som går hjemme i forstæderne og vasker tøj og laver mad. Nogen må jo gøre det, mens far er på forretningsrejse i jakke og slips.

Til gengæld er den revolutionære underklasse på Mars nogle mørklødede, krushårede typer, der laver grafitti, danser rytmisk og siger ”tag en slapper, mand!” De skal dog stadig, fuldstændig ligesom i sin tid naturvæsenerne i James Camerons ”Avatar”, have hjælp af nogle selvglade hvide drengenørder for at kunne finde ud af at lave revolution.

Farvel og undskyld

For at tækkes eventuelle voksne nørder blandt publikum er der også lagt en del filmcitater og trætte 1980'er-vittigheder ind. I det hele taget oser filmen både i sig selv og i den larmende danske versionering af at være lavet af folk lige så langt væk fra både ømhed og humor, som marsboerne er fra klassiske familieværdier (hvornår har en ikke-animeret far sidst sagt ”Gamle jas”?).

Ydermere er selve animationen, hvor 3D-teknikken ikke gør nævneværdigt fra eller til, her kombineret med en ualmindelig fersk udgave af den teknik, der kaldes ”performance capture”. Det vil sige, at rigtige skuespilleres mimik og bevægelser omdannes til figurer i et animationsunivers, således at den 38-årige Seth Green her kan ses spille en ni-årig dreng, hvilket synes at falde ham naturligt.

Omvendt er det fuldt forståeligt, at to af hans nye rumvenner til slut alligevel vælger Mars frem for al den moderlige omsorg hernede. Havde jeg rodet mig ud i noget så sølle, ville jeg heller ikke vise mig de næste par lysår.