Prinsessen og frøen

Prinsessen og frøen

USA, 2009

Instruktion: Ron Clements og John Musker

1 time 35 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Disney er tilbage. Det hæderkronede selskab og med det den håndtegnede animation blev ellers kastet ud i en dyb krise, da Pixar brød igennem lydmuren med den computeranimerede ”Toy Story” i 1995.

CGI, computergenererede billeder, blev den nye vej frem, Pixar tordnede frem, Disney fyrede sine håndtegnere, for nu skulle der satses på nye metoder.

I virkeligheden handlede krisen mere om, at tegnefirmaet havde haft monopol på animationsfilm i spillefilmslængde så længe, at de var blevet dovne. Historierne var blevet forudsigelige, morsomhederne udvandet, og publikum blev væk. Og med tanke på Pixars succes blev mantraet altså: »If you can't beat them, join them.«

Håndtegnet eventyr

Nu har Disney heldigvis indset, at det godt kan betale sig at lave det, som firmaet var bedst til, nemlig at fortælle en sød historie i naive, men realismetro streger. ”Frøen og Prinsessen” er et klassisk, håndtegnet Disney-eventyr med sang og dans og minder om en gammel klassiker som ”Askepot”, uden dog helt at besidde den films charme.

Den fattige, sorte pige Tiana drømmer om at åbne sin egen restaurant i byen New Orleans. Hun knokler hårdt, har flere job for at tjene penge nok til at få til udbetalingen.

En dag ankommer charlatanen prins Naveen fra Maldonia til byen, men han kommer hurtigt i uføre og bliver af skurken Dr. Facilier forvandlet til en frø. Nu har han brug for, at en prinsesse kysser ham, så han kan få sin menneskeskikkelse tilbage.

Ud i Louisianas sump

Ved et kostumebal antager han fejlagtigt Tiana for at være af royal herkomst, men da de to sætter læberne mod hinanden, bliver Tiana til en frø. Sammen må de to rejse ud i Louisianas sumpe for at finde woodo-kvinden Mama Odie, der kan ophæve den forbandelse, der er kastet over dem. På deres vej møder de den jazzglade kæmpealligator Louis og ildfluen Ray.

Filmen er en musical À la Broadway, og musikken er skrevet af Randy Newman, der har sørget for klassiske pop-ørehængere i en dejligt jazzet udgave. Filmen har noget skønt gammeldags over sig, selvom Disney har rystet støvet af sig og opdateret deres univers.

En sort prinsesse er ikke set før, historien er lagt i New Orleans, der godt kan trænge til at blive set i et positivt lys efter orkanen Katrina, og det er kvinden, der for alvor har bukserne på.

Uden at miste den gammelkendte ånd og forkærligheden for den gode historie er fortælle-universet blevet moderniseret. Disney har ingen grund til at hænge med fedtmulen længere.